Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
955
Mand giver hende en Lussing. Lige straks sidder hun bleg og
ubevægelig, egenlig mest forbavset over det utrolige: at man har turdet vove
at slaa hende! Men allerede det næste Øjeblik maa vel Vreden og Hadet
fare forvirret op — og røbe sig. Og nu tror hun sig ene: skal vi saa
ikke kunne se, hvor hendes Tanker jager og jager efter Hævn? En
Huskarl, der undres over hendes Optagethed, bemærker, at Gæsterne er
kommet. „Gæsterne? . . . hvem?" (Er der ikke blandt dem et
Redskab? kan de ikke give mig en Ide?) Huskarlen nævner de fremmede,
ogsaa Sigtrygg. — „Sigtrygg . . .?!" (Kunde ikke han bruges? men
hvordan?) — „Ja", siger Karlen, „og Dagfinn". — „Dagfinn . . .?!"
(Vent! — jo! endelig! — saadan og saadan! . . . han kan bruges!)
Hele dette indre Oprør, hele dette rasende Tankearbejde blev borte bag
Fru Nielsens ydre Ro. Hævn-Planen fødtes ikke hos hende, hun bare
udtalte den og endda som noget, der ikke laa hende synderligt paa Hjerte.
Ganske den samme Lidenskabsløshed i 2den Akt. Her, under Gildet,
smeder Asgerd Intrige paa Intrige, alle synes hun at ville have hidset
mod hverandre, baade dem, hun har Brug for, og dem, hun ikke har
Brug for. Hendes Øjne „er stive af Glans", hedder det. Hun gaar
som i Feber, hun er berust, er magtsljaalen af sin Ondskab og sin Trang
til Pirring, hun vilde le højt i Krampelatter, hvis den ganske Forsamling
gik til Grunde. Kan nogen begribe dét ved blot at se hende vandre
som en Marmor-Hekate omme bag Ildstedet? Skal vi interesseres
stærkt for et Lykke- eller Ulykke-Spil, maa da Spilleren først vise
sig stærkt interesseret. . . . Paa alle disse Punkter nu kunde
Scenein-struklionen have faaet det rette Billede antydet: gennem Tempoer og
Pauser, gennem Ordrerne om, naar Asgerd skal sidde og rejse sig og
staa og gaa, og hvor hun skal være, og hvordan hun skal bevæge sig.
Thi alle den Slags udvortes Tegn er jo Tegn, paa noget indre. Tilbage
blev saa at faa Figuren sær eller sjælden, mere uhygge-vækkende som
sagt, end en halvhysterisk Hverdagsfrue er. Det kunde kun være sket ved
at finde — og vove sære og sjældne Sindsbevægelses-Udtryk. Asgerds
Haan maatte havt en hvassere Klang, end vi synes Haan ellers har,
hendes Luren og Listen og Fristen og Æggen maatte til Tider have mindet
lynsnart om et Dyrs eller en Djævels. Naar hun bøjer sig ned over sin
dræbte Mand og spørger: „Fik du Slaget tilbage?" skulde hendes Hvisken
skratte som en Sav. Det er sandt, at slige Fund bør en
Skuespillerinde gøre paa egen Haand. Men naar hun ikke kan, saa skal
Sceneinstruktøren kunne hjælpe hende til at finde.
Og endelig kunde han have forstærket Fru Asgerds Virkning paa
Publikum ved at faa hendes Medspillende til at vise. at paa dem gjorde
hun stærk Virkning. Thi Tilskuere smittes jo let af det Indtryk, som
de ser en Person frembringe hos dens nærmeste Omgivelser. Der er i
Stykket en tre, fire Figurer, som blindt lader sig lede af Asgerd. Paa
Teatret saa det ud, som de lod sig forlokke af, hvad hun sagde; det
burde have set ud, som om de forlokkedes ved, at hun sagde det. Et
Par andre Figurer igen staar hende imod. Deres halve og hele
Modstand blev ikke gjort karakteristisk, ikke varig nok. Som nu den vise
Flose, han, der gennemskuer hende, der aner, hvad hun pønser paa, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
