Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
En Bekendelse.
blot dunkelt, at jeg var i Stand til at udrette det vidunderligste,
at noget vilde ske, at det vilde ske snart, og at jeg maatte holde
mig parat.
Inden jeg denne Gang passerede de tre Damer, hørte jeg
følgende Udraab:
But Clary, why so anxious! There is no danger!
„Ah," tænkte jeg i samme Nu, „hun er Amerikanerinde og
hedder Clary." Hvorfor jeg netop gættede paa, at hun var
amerikansk, er det mig nu umuligt at sige. Maaske fordi hun var
saa smidig i hver Bevægelse, saa let og yndefuld i sin Gang og
heller ikke i sin ejendommelige Paaklædning mindede om de
engelske Damers Korrekthed og kedsommelige Stivhed. „ Clary,
Clary," hviskede det i mit Indre, da atter vore Blikke mødtes. Hun
forsøgte først at betragte mig med en Verdensdames Overlegenhed
og kolde Ligegyldighed, og, da dette ikke lykkedes, med Trods.
„Hvad er det, De vover," luede det i hendes Øjnes truende Glans.
Der begyndte en stum Kamp mellem os, i hvilken hun tabte.
Atter slog hun de dejlige Øjne ned. Jeg hilste hende med et
Blik, der tindrede Triumf, Tilbedelse, den mest ydmyge, knælende
Ærbødighed. „Hun er min," sagde jeg højt til mig selv, da jeg
var kommen forbi.
’Jeg havde afpasset det saaledes, at vi paany mødtes ved
den før omskrevne Bæk, og idet nu de to ældre Damer atter
løftede lidt paa Kjolerne for at kunne skridte tørskoede over
Bækken, rakte jeg smilende Haanden frem til Hjælp. Hvad kunde
være naturligere? „Jeg er Soldat," sagde jeg, „og det er en
Krigsmands første Pligt at være Damernes Ridder." Jeg sagde
det paa det mest skrækkelige Skolegut-Engelsk, men med en
Sikkerhed, der virkede imponerende paa mig selv, mens jeg samtidig
skottede bort til hende, som jeg vilde vinde. Hun syntes blegere
end ellers, og der var Angst, Bebrejdelse i hendes Øjne. „Hvad
vil De mig?" spurgte Udtrykket i dem." „Intet ondt," svarede mit
Blik, „thi jeg elsker dig." Og med en Sindsro, der var købt med
Opbydelsen af hver Nerves Kraft, hjalp jeg de to ældre Damer
over Bækken. Da Turen kom til Clary, beholdt jeg hendes Haand
et Øjeblik længere i min end strengt nødvendigt. Jeg saa hende
paany ind i de dunkle Øjne og drog hende ligesom bedende ind
til mig. Jeg følte i denne Stund, at hun var underlagt min Viljes
Magt, at hun var betaget af Angst og Fortryllelse. Da jeg slåp
hendes Haand, vendte jeg mig mod hendes Ledsagerinder, af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
