Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13 En Bekendelse.
uhyre respektabel," og hun klappede i Hænderne af Jubel. „Hvilken
Forfærdelse det skal vække, og hvor Tanterne vil undre sig!"
Hvor var det blevet af, dette Tungsindsdrag om hendes
Mund og dette spørgende, vemodsfulde Udtryk i hendes Øjne?
Hun var sprunget ud paa en eneste Nat. Af Barnet var det bare
hendes hensynsløse Uforfærdethed, som blev igen, og den rev mig
med. Jeg lærte hende nogle norske Ord og lærte til Gengæld
Engelsk af hendes røde Mund, saa jeg talte Sproget flydende, om
ikke korrekt. Hele den sidste Tid før vor Afrejse staar i min
Erindring med Latterens Glans over sig. Vi var som to Børn,
der skulde ud paa Æventyr. Det var med Latter, hun overgav
mig sit velforsynede Kreditiv, og naar jeg en enkelt Gang havde
nogle smaa Betænkeligheder, overvandt hun dem med et Smil paa
sine Læber. Jeg skrev et Brev til min Værtinde i Kristiania, et
andet til min Fader, hvori jeg meddelte ham, at jeg med en
udenlandsk Ven gjorde en liden Sviptur over til England, men vilde
være tilbage, inden Semesteret begyndte, og saa havde jeg beredt
mit Hus. —
Saa staar jeg da en klar Solskinsformiddag paa Dækket af
det store Skib og kaster for sidste Gang Blikket ud over den lille
By, der i Dag hviler i Søndagsstemning med svagt rygende
Skorstenspiber, . et enkelt rødmende Flag, der slaar ud fra Stangen,
hvis Hvidhed skinner festligt i den blaa Luft og med brede,
folketomme Gader, der under Kirkeklokkernes Kimen synes endnu
tommere end ellers. Jeg staar ved Clarys Side og lader Blikket
følge alle disse sløve, trætte, ligegyldige Ansigter, der stirrer op
mod os fra Bryggen. Landtovet løsnes, der lyder skingrende
Hvin af en Pibe fra Kommandobrættet, heftige Raab, der besvares,
og Skibet lænser langsomt ud over Havnen. Folk vifter med
Lommetørklæderne, og en Flok Gutunger springer efter langs
Kajerne og raaber Hurra. — Saa er det da virkelig sandt, hvad
jeg lige indtil det sidste Øjeblik ikke har turdet tro! Jeg aander
ud i en Følelse af ubegrænset Frihed; mit Sind udvider sig og
hvælver ny Himmel over ny Haab. Den lille By synes allerede
langt borte; det glitrer endnu i en enkelt Vinduesrude; saa slukkes
den. Vi er ude i rum Sø. Jeg ser mig om og møder Synet af
fremmede Ansigter og hører Klangen af fremmede Tungemaal.
Et saltfrisk Pust fylder mine Lunger. Damperen krænger lidt,
men Kaptejnen lover roligt Hav længer ud paa Dagen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
