- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 13 (1896) /
18

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

18

En Bekendelse.

kelig over hendes Tillid og beder hende aldrig glemme mig. Hun
svarer, at vi vil dø sammen.

Vinden er løjet af, og den store Flade ligger død og stille
med en svag Rødme af Kobber ind under Horisonten. Luften
føles kølig, og Herrerne kappes om at hente Sjaler, Tæpper og
Plaids, hvormed de indsvøber Damernes Fødder, medens de ligger
mageligt tilbagestrakte i amerikanske Rørstole. Efter Supeen, som
Clary og jeg indtager paa Dækket for os selv, tændes Cigarerne,
hvis smaa, røde Blink lyser morsomt gennem Skumringen. Lidt
efter lidt tystner alle Samtaler. En og anden driver i energisk
Takt op og ned med Hænderne stukne til Bunds i Frakkelommerne,
andre stirrer tankefuldt ud over det mørknende Hav. Ogsaa Clary
og jeg sidder længe oppe denne Aften. Vore Hjerter er fyldte, og
vi taler i Fortrolighed om alt det, vi to har sammen. Hvor
underligt, at vi skulde mødes! Ingen af os havde vel tænkt, at
Livet saa bråt skulde forandre Skikkelse. „Jeg forstod det i samme
Stund, jeg saa dig," siger hun. Til Gengæld fortæller jeg hende,
hvilket betagende Indtryk hun gjorde paa mig. „Der skinner Sol
af den Dag, vi første Gang mødtes, skønt den var overskyet." Vi
taler om vort Samliv i de lyse Nætter, hvis Tid nu er forbi, og i
denne Forbindelse meddeler hun mig smaa Træk fra sit fordums
Liv, der var gledet fredeligt hen som en Bæk mellem Blomster.
Pludselig tager hun paa at smaanynne, blødt som i Længsel mod
et Barndomsminde. Jeg beder hende om at synge højere, men det
vil hun paa ingen Maade. Til sidst har jeg plaget hende saa længe,
til vi begge stiller os hen paa et ensomt Sted, hvor hun med en
Stemme, der er tynd og spinkel, men alligevel saa usigelig rørende,
synger den gamle Vise: O, Charlie is my darling, my darling is
Charlie ....

Da jeg denne Aften som sædvanlig har klædt hende af, kysser
jeg hende tusen Gange og beder hende om Tilgivelse for, hvad jeg
maatte have forbrudt mod hende. Jeg har ondt ved at løsrive mig
og standser med Haanden paa Dørvrideren, idet jeg atter og atter
kysser paa Fingeren til Afsked, medens hun ligger smilende i sin
hvide Natkjole, med det sorte, pragtfulde Haar rullet ned over
Skuldrene og med de kærlige Øjne fæstede paa mig. Godnat!
Saa gaar jeg op paa Dækket, ruller en Cigaret og sætter mig rolig
til at reflektere over Dagens Hændelser.

Det forekommer mig nu, som om al Fare er overstaaet, ja,
som om denne nærmest blot har været et Foster af min egen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:43:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1896/0018.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free