Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
En Bekendelse.
Almægtige Gud! Gennem min Hjerne jog som i Feber skiftende
Billeder, hvis Lys tændtes og sluktes . . . Jeg saa tydeligt for mig
min længst afdøde Mor, tydeligere end jeg har set hende paa
mange Aar; hun sad ved Bordet i Dagligstuen en fredfuld
Aftenstund og strikkede; af og til nikkede hun hen til mig. Saa
mindedes jeg en Beretning, jeg havde hørt fortælle om en Giftmorderske,
der hver Lørdag Aften lagde friske Kranse paa sine Ofres Grave.
At hun turde! Jeg gyser. Hvis der i dette Moment havde vist
sig et fremmed Menneske paa Dækket, jeg var faldet om af Skræk.
Jeg gør mig saa liden, jeg kan, og kryber ind i Skibet. Jeg vil gemme
mig bort for dette døde Aasyn, hvis Øjne anklager mig. Som en
drukken Mand raver jeg ned i Kahytten. Hvor alt er tyst her nede,
rædselsfuldt tyst! Menneskene sover. Der brænder Gasblus under
Loftet, og jeg hører Lyden af dybe, regelmæssige Aandedrag omkring
mig. Udenfor hver Lugar staar i Række og Rad opstillet
blankt-pudsede Sko og Støvler; kun ikke udenfor min Elskedes. Jeg aabner
forsigtigt Døren til hendes Rum og kigger ind. Alt som før. Køjen
endnu varm af det unge Legeme, som nys har hvilet i dens Favn, og
paa Væggen hænger et lidet Guldur og tikker og tikker. Stille
lukker jeg Døren efter migv vrider Nøglen om og stikker den i min
egen Lomme. Da ser jeg en kendt Skikkelse, der kommer listende
mod mig. Hendes Mund smiler, og Blikket i de graa Øjne er
indbydende. mens hun ser sig spejdende rundt til alle Sider. Hvilket
djævelsk Indfald! Jeg spidser Munden til Kys, og idet jeg nu gaar
hende fortroligt i Møde, lægger jeg Armen om hendes Liv, nærmer
mine Læber til hendes Øre og brøler ind i det: Skøge! Med et
Skrig flygter hun fra mig. Jeg styrter ind i min Lugar og laaser
Døren. Der bliver Opstandelse over hele Kahytten. Døre lukkes op
og smeldes i, forvirrede Stemmer lyder, og Opvarterne haster frem
og tilbage. Lidt efter lidt bliver der atter stille. Jeg synker hen
i en Døs, hvoraf jeg efter nogle Minutters Forløb vaagner op med
kulderystende Lemmer: Hvad er hændt? Det forfærdeligste er
hændt; hun er død. Clary er død! Jeg rejser mig op i min Køje
og stirrer ind i Mørket med stive Øjne. Og det er mig, som har
dræbt hende! Hele Nattens Gru fremstiller sig paany for mit
Blik . . . Med et Spring er hun overbord. Jeg vil holde hende
igen, men hun slider sig løs og dukker under. „Clary," raaber
jeg efter hende. „You have broken my heart, you have broken
my heart." — For en rædselsfuld Stilhed! Det synes mig, som
den i næste Sekund maa splintres af et Skrig, og jeg kryber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
