Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Julelæsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
Julelæsning. 70
til Slutning pludselig med en kæk Vending helt til Latteren og
Ringeagten og viser os dermed selv hjem med al den Medfølelse
og Agtelse, han har vidst at afnarre os undervejs. Emanuel —
det var jo bare et Produkt af Tidens lyriske Forraadnelsesproces;
af den Selvets Forgudelse, der fører til at tage enhver Indskydelse
for en personlig Kaldelse og sætte højst af alting „det
Tilfældighedens Værk, der hedder vor personlige Overbevisning", af den
hysteriske Tilbedelse af Yderlighederne, som flyr alt sundt
Maadehold — en forfjamsket og forskruet Tids Helt, der kun kan tages
alvorlig ved Nutidsmenneskers totale Mangel paa komisk Sans.
Blot en ynkelig komisk Figur — ikke andet. Der fik I det, alle
I Jegdyrkere og Stemningsfraadsere og I, der jager efter Lidenskab!
Beundringsværdig fint har Pontoppidan lige til det sidste
ført sin Emanuel op saa nøje i den Linie, hvor han endnu stadig
har Medbør af Læserens Medfølelse, men Forf. alligevel
efterhaanden kan faa ham drevet ud i det absurde, — som en klog
Skipper ved at ligge saa nær til Vinden, at Sejlet lige holdes levende.
Altid staar Emanuel for Læserens Øje i en eller anden Position,
enten oppe paa en Højde, tegnende sig forstørret op mod
Horisonten, eller lige i Havstokken, den ene Haand støttet paa
Egekæppen, den anden hvilende paa Ryggen. Altid svarer han med
Alvor og Vægt selv paa et „Goddag" og forstaar at tage enhver
Ting højtidelig. Mer og mer gør han sin høje Mester til
umiddelbart Forbillede i enhver Situation. Naar Frk. Tønnesen giver ham
Spidser, føler han sig som Kristus, der bespottes, og „med en
næsten overmenneskelig Sjælstyrke" vender han den anden Kind
til. Naar Pastor Rüdesheimer viser ud over de fede Enge og
græssende Køer og foreslaar ham et lollandsk Præstekald, saa er
det Fristeren i Ørken, der peger ud over al Verdens Herlighed.
Gradevis forberedes Vanvidet, hvori han helt tror sig at være selve
den Korsfæstede. Men ogsaa i hvert lille Ord, hver lille Bevægelse
forfølger Forf.s stille Ironi det Hjalmar Ekdalske i ham. Han gaar
ikke, han „vandrer"; hvor andre „siger" noget, dér „ytrer" han
eller „gør en Meddelelse"; hans døde Dreng hedder „Gutten", og
ham „dvæler" hans Tanke ved eller „stunder mod".
Den samme fine, spidse Ironi forfølger ogsaa, Bogen
igennem, alt „Vennesamfundets" Væsen, hele Bogens Stil er
gennemsyret af „Livssynets" Atmosfære, og det er en kostelig Nydelse for
Læseren at, høre paa, hvad Vilh. Pram har at „slaa til Lyd for",
eller paa den elskelige Kandidat Boserups „beskedne lille Indlæg" ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
