Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Julelæsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julelæsning. 71
og Nydelsen bliver ikke mindre, hvor Læseren nu og da fornemmer,
at Atmosfæren fra gammel Tid hænger ved Forf.s hele
Udtryksmaade og Ordvalg, selv hvor han aabenbart slet ikke vil det eller
har Anelse derom. Man lider da kun des tryggere paa, at
Skildringen er autentisk, naar man mærker, at man har en indfødt
til Vejviser i det forjættede Land. Og nu har ganske vist maaske
Forf. netop som „indfødt" noget mere privat Interesse for
Borgerstriden og Partidannelserne end vi andre altid kan dele, og kan
hænde er han ogsaa som udvandret ikke helt uhildet i sit Syn
paa Sagerne; men nægtes kan det ikke, at Pontoppidan i sin nu
afsluttede Trilogi har taget en god Stump hjemlig moderne Lyrik
og Fantasteri paa Kornet, har skrabet lidt Forgyldning af her,
krænget en Løvehud af der, og med sin besindig rolige
Jydeforstand holdt en lille privat Dommedag over sin Samtid. Nogen
videre høj Himmel er der ikke over hans Syn, og hans Spade
naar ikke videre dybt i Jorden, man imponeres ikke af nogen
Overlegenhed eller generes af noget Dybsind; i Længden tager man vel
ogsaa Parti imod Pastor Petersen og Væver Hansen, bag hvilke
Forf. stikker, og kalder dem platfodede Jordsnusere hver paa sin
Maade; ... men alligevel: noget, som er meget levende omkring
os og i os, har her i en personlig og modnet Aand omformet sig
til Digt, og der udgaar af Digtningen baade en Advarsel og en
Tilskyndelse, der har Adresse tilbage til det virkelige Liv og sikkert
ogsaa vil naa sin Adresse. Og det er ikke galt, at en Digtning
er et Svar paa noget i Livets Virkelighed eller et Spørgsmaal til
noget derude.
Begge Dele er ogsaa Bjørnsons „Over Evne II", som
jeg har gemt til sidst i min Julelæsning (desværre har jeg ikke
faaet Lies Bog med, inden jeg lukkede mig inde); efter den vidste
jeg, jeg næppe fik Mod til at give mig i Lag med flere
„Løsgængere" og „Guds Fred"er.
Ogsaa „Over Evne" er jo egentlig — ligesom „Dommens Dag"
— et Anklageskrift mod Lyrismen. Ulykken kommer af
Overspændtheden, Sansen for yderlige Standpunkter og yderlige
Afgørelser, — Sværmeriet for det lidenskabelige, dramatiske, — den
febrile Trang til det umulige. Der staar paa den ene Side det
gamle Samfunds brutale Forsvarere og den moderne „aristokratiske
Radikalisme", paa den anden Side de fortvivledes Revolte og
Anarkisterne med Dynamitbomber. Begge Parter styrter sig paa
deres Principer lige ud i det unaturlige, umulige, gør „Regnestykker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
