- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 13 (1896) /
89

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vilhelm Møller: Teatrene

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Teatrene.

8’J

digteriske Natur". Er man lidt fortrolig med den danske
Efter-Romantiks Jargon, saa læser man ud af det Par Ord, hvilket
Billede Fru Heiberg har ønsket at fremkalde og maaske ogsaa har
fremkaldt. Paa hendes Jolanthe har vistnok passet, hvad Kong
René sigter til, naar han taler om „det dunkle, lidt tungsindige(!),
men dog saa straalerige Væld" af Datterens „dybe" Øjne. Og i
hendes Mund har vistnok et Udbrud lydt naturligt, der i Figurens
trykte Repliker egenlig staar som en Hund mellem et Spil Kegler,
nemlig Spørgsmaalet til Tristan: „Fremmede! har eders Sang sit
Hjem dér, hvor jeg tænker mig, Længsel og Vemod lokkes af
Nætternes Stilhed frem?" Romantiske Digtere har brugt det
Billede om en skøn Blomst, at den saa ud, som. den stod og længtes
efter at flagre op som Sommerfugl. Dersom Fru Heiberg har
evnet, hvad hun attraaede, maa hendes Jolanthe have bragt
til at tænke paa hint Billed: i Stykkets første Del paa den
længselsfulde Blomst, i Stykkets Slutning paa Blomsten, der
var blevet Sommerfugl. Dermed stemmer det ogsaa., at gamle
Rosenkilde endelig, og netop af Hensyn til Fru Heibergs
Fremstilling, vilde have spillet og fik spillet før Stykket Mendelssohns
Ouverture til „en Skærsommernatsdrøm". — Fru Hennings
derimod har næppe bragt nogen Beundrer til uvilkaarligt at længes
efter den Musik. Hendes Jolanthe var ingen inspireret, ingen
sværmerisk, ingen digterisk Natur; det var En, hvem man havde
lært at digte Vers. Den sarte Skikkelse i den hvide Kjole, de
uerfarne Øjne, de umarkerede Ansigtstræk forenede sig med
Stemme-klangen, der var skær og spinkel som en høj Violintone, og med
den pretiøse Plastik og Diktion om at fremkalde Forestillingen
om et ukonfirmeret, sirligt yndefuldt, lidt dresseret artigt Barn i
nystrøgede Klæder, hvor ikke et Læg var krøllet eller bragt i
Ulave. Dette Pigebarn syntes en Smule behagelystent, men meget
kysk; hun „aandede rent", hun „duftede Renhed om sig", hvilket
gamle Rosenkilde med Rette siger er det fængslende ved „rigtigt
elskværdige Fruentimmer". I den Henseende kan Fru Heibergs
Jolanthe-Figur ikke have været skønnere, selv om den sagtens har
været modnere, indholdsrigere, interessantere... Og hvad for en af
disse to Jolanthe-Figurer er saa kommet den af Digteren tegnede
Figur nærmest? Fru Heiberg har spillet, hvad Hertz tænkte sig,
men Fru Hennings har spillet, hvad Hertz skrev. Prøv engang,
om De vil, at læse Stykket saaledes, at De læser kun Jolanthes
Repliker og springer alt andet over. Hvilken over-artig og subli-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:43:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1896/0089.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free