Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Viggo Stuckenberg: En Smule Trosbekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
En Smule Trosbekendelse.
Hvad lykkeligt, der mødte ham,
det bar mig til en solfyldt Vaar,
fordi jeg saa hans Sjæl saa rig,
saa frugtbar, hed
som selve Solens Skælven
et Sommergry, naar frem den gaar.
Og hvad der mødte ham af ondt,
det ramte mig som Ulicssaar,
fordi jeg saa hans Sjæl saa skær,
saa øm og fin,
et nøgent Offerbytte
for denne Verdens Helvedskaar.
Og ingen Markens Blomst i Dug
har frydet mig en Morgenstund,
naar vuggende for Vindens Nyn
i Sol den stod,
som denne Morgenskælven,
der gyngede hans Væsens Bund.
Og ingen høstlig, taaget Dag
har svøbt et Vemoi om mit Sind
saa rigt i al dets Fattigdom,
som naar han kom
og talede tungsindig
i Ord, der skar sig dybest ind.
Da førte Livets Gang os fjernt,
ham hist, mig her, hver til sin Krog,
mig gjorde Tiden mere haard
og drømmeløs,
ham lærte den at tale
de store Drømmes dybe Sprog.
Mig skreg den til sit: haardt mod haardt!
ham tvang den med sit Bøddelris
til, for at redde Sind og Sjæl,
at søge Fred,
hvor Tiden aldrig kommer,
i vide Længslers dunkle Dis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
