Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170 Teatrene.
„I bærer Cæsar og hans Lykke." — Naa ja vist saa, de bar ikke
tilstrækkeligt. Men dét var Pressens Skyld, den opdagede baade
dem og den anden Effekt og løb straks ud og røbede. Hvad kan
et vittigt Hoved for, at andre fordærver hans Vittighed?
Dette er Forklaringen af, at „Arria og Messalina" kom op
paa det kgl. Teater. Det er den smukkeste og derfor eneste
æstetiske Forklaring. Alle andre Gisninger — saasom, at
Direktionen skulde have anset Stykket for værdifuldt, eller at den
skulde have troet, det kunde blive spillet godt, — er mindre eller
mer hæslige. Og hvem gider nu til Dags indlade sig med det
hæsliges Æstetik?
Læser man Wilbrandts Stykke, saa læser man sig hurtigt
ind i en jævn Opbragthed. Hu ha dog, saadan en Unatur! Næsten
uafbrudt tvinger Forfatteren sine Personer til at foretage sig noget
helt andet end, og helst det stik modsatte af, hvad de efter deres
Karakter, deres Sindstilstand, deres Situation nødvendigvis maatte
foretage sig. Og hvorfor? Fordi Forfatteren vil have skingrende
Kontrast-Virkninger, perplekse Overraskelser, Kup og bestandig
Teaterkup. Intet Boulevard-Melodrama synger frejdigere falsk end
denne „Tragedie", det skal der ikke overdrevent musikalske Øren
til at høre. Og alligevel, naar man efter Læsningen tænker
tilbage, saa maa man indrømme, at Wilbrandt har i det mindste
haft en interessant Hensigt med sin Messalina-Figur, og den
Hensigt maa da en dygtig Skuespillerinde kunne gøre noget ud af.
Ti Skuespilkunstens Sag er jo netop at udføre og fuldføre
Forfatter-Hensigter. Wilbrandt har ønsket at skildre en forfalden
Kvindes flygtige og halve Forsøg paa at rejse sig. Enhver ved,
hvad Kejserinde Messalina var: den voldsomste og
hensynsløseste Skøge, jagende aabenlyst fra Sanserus til Sanserus, i Dag
sammen med Hofmænd, i Morgen sammen med Gøglere, Brydere,
Bøller (som vi kalder dem for Tiden). Er det muligt andet, end
at dette Svireliv og dette Selskab maa have efterladt Mærker i
hendes Stemmes Jargon, i hendes Blik, Minespil, Gestus, Manerer
— og maa ikke disse Mærker vise sig, selv naar hun helst vilde
skjule dem? Der er et Sted i 1ste Akt, hvor Messalina taler
til sin unge Elsker, og hvor Elskeren studser og ligesom ikke
kender hende igen: „hvad var dét for en Stemme?" Her f. Eks.
vilde en dygtig Skuespillerinde lade Messalinas Raahed bryde
frem, og mange Gange ellers, stærkest hen imod Slutningen, vilde
hun lade Tilskuerne skimte og se dens Medusa-Ansigt. — Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
