Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene. 171
i en stor Part af Stykket er Messalina ikke længer den, hun var
tidligere. Hun er forelsket, ikke eller ikke blot i den unge Marcus’
Legeme, men i hans Renhed, hans Friskhed, hans sværmeriske
Begejstring; hendes Sjæl elsker, stærkere end og omkap med hendes
Sanser. Hun dækker over denne ny Følelse som over en kostelig
Skat, hun sukker, længes, haaber, fortvivler, som alle smukt
forelskede gør, og hendes Væsen vil flygtigt kunne genfinde den hæderlige
Lidenskabs forlegne og kyske og ømme Udtryk. Dog kun et
Øjeblik, saa vil igen hendes Fortid, Vanen, der er bleven hendes
anden Natur, plumre Følelsen og forandre Følelses-Udtrykkene.
Hendes Kærlighed vil glide over i Raffinement, hun kan kun „lege
den unge Mø, der elsker første Gang". Og selve denne Legs
Romantik kommer til at stinke af Patchuli, den skotter og den
stirrer efter et plat Bakkanal. Hvilken Skala af Stemningsudtryk
bliver der altsaa ikke Anvendelse for: fra Kyskhedens søde og
sarte Tegn gennem det halvt-kyskes og halvt-simples
Upaalide-lighed ned til Raahedens Brutaliteter. Og er denne
Sammensathed, denne Rigdom paa Nuancer, dette „flere Mennesker i ét
Menneske" — er det ikke det, der giver én Individualitet, og
som skaber Skin af Virkelighed og Liv?
Efter at have set Stykket spillet tør man sige, at Fru Oda
Nielsen (og Sceneinstruktionen) havde ikke haft Anelse om
Opgaven. Thi der var ikke Glimt eller Gnist deraf i Spillet. Og
forinden Opførelsen turde man have sagt, at selv om Fru O. N.
saa Opgaven, vilde hun ikke kunne løse den. Hendes Talent
(d. v. s. Indbegrebet af hendes sceniske Udtryksmidler) er jo meget
begrænset, meget smaastilet. Den ikke meget klangrige Stemme og
de saa lidet markerede Ansigtstræk tillader hende paa Teatret
kun at gengive et snevert Udvalg af spinkle og ligesom udviskede
Affekter. Hun kan gotte sig, men ikke være løssluppent glad,
hun kan pylre, men ikke græmme sig, hun kan vrisse af Uvilje,
men ikke flamme af Had. Desuden er der næsten altid en
besynderlig Entonighed over hendes Spillemaade. Hun har den
Aplomb, som ringe Selvkritik og megen Sukces ofte giver, og
deraf bedaares Mængden. Saaledes, da hun i „Rørt Vande"
spillede en flot Varietésangerinde. Hendes Betoninger og Gestus var
fuldstændigt usandsynlige, de mindede ikke det fjerneste om en
Varietédames. Men hvis ikke Aplomben havde besnæret, vilde
Publikum have opdaget, at Usandsynligheden blev endda drevet
op paa Spidsen ved, at den samme Gestus og den samme Betoning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
