Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
Teatrene.
Lommetørklæde. Med ét stoppede hun hastigt Lommetørklædet i
Munden, lod straks Haanden synke, stod med Lommetørklædet i
Munden, bøjede Hovedet bagover, mere endnu, og lod sig til sidst
falde baglænds om. Hvad betød dét? Svarer man: Marguerite
faar en Blodstyrtning! saa er det da tvivlsomt, om den, der vil
dæmme for en Blodstyrtning med sit Lommetørklæde, slipper
dette, øjeblikkelig. Men for Resten skal vi jo ikke se Marguerites
Sygdom, vi skal se hendes Sindsbevægelse. Og som
Sindsbevægelses-Udtryk svarede hint stumme Spil nøjagtigt til, hvad man hos
den talende kalder „græsseligt opstyltet Deklamation". Eller det
var det. Thi man kan „deklamere falsk" med Kroppen saa godt
som med Stemmeorganerne. Alt, hvad der gælder om den
egentlige Tales Betoninger, om Stemmens Sprog, det gælder ogsaa om
de andre Sprog, som en Skuespiller skal kunne bruge: om
Blikkets og Ansigtets Sprog (Mimiken) og om Kroppens Sprog
(Plastiken, derunder Løb, Pladsforandringer o. s. v.).
I den salig Hegelske Filosofis Dage, da alle gode Gange
var 3, delte Skolens udmærkede Dramaturg, Røtscher, Talens
Betoninger i 3 Grupper. J. L. Heiberg herhjemme saa
beundrende til. Grupperne var: i) Den logiske Akcent, der markerer
Meningen („Dette er ikke en Bog, men et Tidsskrift!); 2) den
symbolske Akcent, Ider maler eller sanseliggør („Du lyse Glans,
der straaler mig i Møde!*); endelig 3) den etiske Akcent,
„hvormed enhver talende modificerer sin Tales objektive Indhold efter
sit Temperament, sine Vaner, sin øjeblikkelige Sindstilstand."
— Man synes at have overset, at de to første Grupper har slet
ingen Selvstændighed i daglig Tale — og bør ikke have det
nogetsteds. Kun naar man gengiver noget udenadlært, noget indterpet,
noget fremmed, benytter man, og da paa en underligt skolemæssig
Maade, enten blot den logiske Akcent eller den logiske Akcent i
Forbindelse medden symbolske. Saasnart man taler paa egne Vegne,
d. v. s. samtaler (thi ogsaa al „Enetale" eller Tænken højt er jo en
Slags Samtale) betjener man sig af den etiske Akcent, der
rigtignok i sig indeslutter den logiske og den symbolske, men som ofte
flytter næsten vildt omkring med dem eller forflygtiger dem
næsten fulstændigt. Næsten: thi der er ingen anden Grænse for
Omflytningen og Forflygtigelsen end Uforstaaeligheden,
Meningsløsheden. Tag de 5 smaa Ord, hvormed der angaaende en Rose
svares, at „det er ingen hvid Rose": her kan Eftertrykket
forskydes og sløjfes paa vel en halv Snes forskellige Maader, uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
