Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - J. Lykke: Om Hjernebarken og dens Virksomhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Om Hjernebarken og: dens Virksomhed.
sædvanlig Maade og kan saaledes længe holdes i Live. — Deres
Hjertebevægelser og Aandedræt foregaar uhindrede. — Deres
Sanseorganer kan modtage Indtryk; men de opfatter ikke disse Indtryks
Betydning. Nærmer man en brændende Ild til dem, drejer de
Hovedet hen imod den; men de bliver ikke bange for Ilden; affyres et
Skud i deres Nærhed, rykker de sig lidt fra deres Plads. Gnides
Frøen paa Ryggen, kvækker den, og denne Kvækken gentages saa
ofte, det skal være, hver Gang den samme Berøring finder Sted.
I det hele taget besvarer de ethvert Hudirritament med en bestemt
Bevægelse.
Forsøg af denne Art hos Pattedyr er langt vanskeligere at
anstille; thi disse overlever ikke Tabet af hele Storhjernen; man
maa altid lade dem beholde en lille Del af den, og derfor bliver
Forsøgene paa dem ikke ganske rene. Dog fremgaar det med stor
Tydelighed af Indgrebet f. Eks. paa Hunden, at denne med Tabet
af sin store Hjerne har mistet alle de Evner, der tidligere
udmærkede den. Den kender ikke mere sin Herre og forstaar ikke,
naar han kalder; den kan ikke se sin Mad og kan ikke lugte den;
den sætter Foden ned i Madfadet uden dermed at opdage Maden.
Den er ikke længere bange for Pisken. Anbragt oppe paa et
Bord, ved den slet ikke, hvorledes den skal komme’ned. Nærmer
man Ild til dens Øjne, trækker Pupillerne sig sammen; men den
bliver ikke bange og flytter sig først, naar Ilden brænder den. Den
viser ingen Tegn til Glæde og ikke til Sorg og ingen Hengivenhed
for nogen; den er komplet ligegyldig.
Altsaa de Dyr, paa hvem den store Hjerne er bleven
borttaget, er blevne aldeles aandssløve; de forstaar ikke, hvad de ser,
og ikke, hvad de hører; de har i det hele slet ingen
Sanseopfattelse; de har mistet al Hukommelse og alle fri Viljesytringer, og
hele deres Følelsesliv er gaaet ganske til Grunde. De er egentlig
forvandlede til Maskiner, der paa en bestemt Maade besvarer
enhver ydre Paavirkning. Stikkes Frøen i Foden, hopper den;
gnides den paa Ryggen, kvækker den; kastes Duen op i Luften,
flyver den; puttes Føden langt ned i Svælget, synkes den. Men
ingen af disse Muskelbevægelser foretages af Dyrets eget Initiativ;
en ydre Paavirkning maa til. — Se! disse Livsytringer, som Dyrene
efter Tabet af deres store Hjerne endnu lægger for Dagen, kaldes
Refleksbevægelser, og disse vil jeg nu nærmere beskrive, dels
fordi vi igennem dem lærer Virksomheden i Hjernestammen at
kende, og dels fordi Kendskabet til Refleksbevægelserne danner en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
