Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Thoralf Klavenæs: I Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Taage.
231
kaster til Kinden og brænder løs mellem et tyndt Vidjekrat. Bum!
Jeg ser endnu en Gang Øretipperne og brænder atter løs. Bum!
Haren gør bare et Spræl op af den dybe Sne og sætter lige ned
mod Olav.
„Skyd, for Pokker!" raaber jeg.
„Hvor?" svarer han aldeles sindsforvirret af Iver.
„Lige ved dig. Skyd!"
Jeg hører Soldaterbøssens hæse Brøl. Olav har sat dens
Munding tæt ind til en Granrod og trykket løs. Jeg saa siden
Skuddets imponerende Virkning i det hensmuldrende Træværk.
„Traf du?" raaber jeg og springer til.
„Her fløj den," svarer Olav og peger begejstret op over
Aasen ved Siden af sig. „Den var hvid som Sne, men svart
paa Ørene."
Der staar jeg!
Forbi os driver „Diana" i syngende Los.
Jeg siger intet. Spændingen har været for stærk,
Overraskelsen for pludselig til, at jeg i Øjeblikket kan træffe nogen
Bestemmelse. Jeg lytter bare til Hundens glade Los, hvoraf Skoven
«r fyldt, og hvoraf hvert Blad synes at skælve.
Den gør en ret Linie fra os, bøjer saa af og kommer
nærmere, men fjerner sig atter i en stor Bue. Oppe paa Højderne
klinger den klart: „jef-jef-jef-hei-hei-jef-hei-" i skiftende og
spillende Tonefald. Nede i Sænkningerne hører vi kun de runde,
afglattede Lyd: „au-au-au-" af „Dianas" Stemme.
Hver Gang, Sneen bliver for stor eller saa løs, at den
brister, lyder Hundens klagende Hyl efter den lette Hare. Men
hvor Snelaget igen bliver fast, triller Losen tæt og sikker som
Trommeslag. Over en tilfrossen Myr lyder den som en dirrende
Klokke i den taagefyldte Luft.
Jeg staar i aandeløs Lytten. Jeg hører, hvorledes Losen
stadig fjerner sig, hvorledes Haren i store Runder eller skarpe
Kast trækker afsted med vort trofaste Dyr. Jeg forstaar, at denne
Gang har Pus faaet en Legekammerat, der vil blive den besværlig
inden Aften.
Losen dør stille hen. Over en høj Aasryg lyder den endnu
mat ned til os. Men snart er dens sidste Tone død for vort Øre.
Og Skoven staar atter tom og stille.
„Hvad skal vi nu gøre?" spørger Olav.
Jeg belærer min ukyndige Kammerat om, at Haren under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
