Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Thoralf Klavenæs: I Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
I Taage.
der Skovveje hjemover. Nogen Fare for at gaa vild kunde der
saaledes ikke opstaa.
Vi fortsætter altsaa. En stor, tilfrossen Myr passeres. Vi
ser her tydelig Harens og Hundens Fodspor prægede i Snelaget
over Isen. Disse giver os Anledning til adskillige Udtalelser om
Harens Alder og Køn. Jeg er jo erfaren Jæger og vil forstaa mig
paa den Ting. En stor Aas, som Losen har gaaet lige op og
derpaa langs efter, kravler vi os opover, pustende og pæsende i
den dybe Sne i Kløfterne.
„Er vi ikke snart fremme nu, tror du?" spørger Olav,
allerede betydelig mattere i Stemmen.
„Jo, nu maa det snart være slut," svarer jeg. Men jeg ved
intet. For den Sags Skyld kan Losen endnu vare en Fjerding.
Den pludselige Tanke herpaa giver mig et Stød for Brystet.
Endnu en Fjerding! Og derpaa kanske følge Losen tilbage i denne
Sne! Vi holder det simpelt hen ikke ud. Dertil Taagen og Mørket,
som om nogle Timer vil indfinde sig! Jeg føler en Gysning
gennem Kroppen.
Men i næste Øjeblik er jeg atter frejdig.
Imidlertid naar vi frem til en Skovvej. Og her taber vi
pludselig Sporet. Jeg gaar først til højre, derpaa til venstre og
undersøger saavel Vejen som Omgivelserne. Men Sporet er totalt
forsvundet. Vi staar altsaa her ved Tabet.
Lad mig imidlertid springe over alt uvedkommende. Haren
laa i en Busk et Par Favne fra Vejen. Den havde taget dette
Stykke i ét Spræt og saaledes undsluppet Hunden. Jeg skræmte
den ud ved et Skrig.
Og atter gaar Losen med Sang og Klang gennem Skoven.
Indtil den atter dør bort.
Og vi staar lyttende som før.
„Kom!" siger jeg, da den sidste Tone tier. „Vi maa efter."
Jeg er i dette Øjeblik aldeles hypnotiseret af min Lidenskab.
Intet Ræsonnement vil kunne afholde mig fra paa ny at følge
efter i Losen.
„Tror du, vi aarker mere?" spørger Olav.
„Pyt!" blæser jeg. „Desuden blir Sneen fastere nu. Den
fryser snart.". Jeg lyver dette lige op i min Kammerats Ansigt.
Kunde vel Sneen fryse under en drivende Taage, der stadig blev
tættere?
„Men det er jo snart Kvæld," forsøger Olav videre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
