- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 13 (1896) /
235

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Thoralf Klavenæs: I Taage

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

I Taage.

235

„Kvæld! Om fire Timer. Og om fire Timer sidder vi
rolig hjemme over Kaffekoppen med Haren i Kælderen".

Mit Svar maa have haft en ejendommelig Virkning paa Olav.
Thi han spytter pludselig flot i Næven, slænger sit Gevær paa
Ryggen og hopper fra Vejen ud i den løse Sne efter mig.

Jeg tænker siden over dette. Maaske er det Hjemmets Navn,
der saa pludselig har stimuleret ham, Tanken paa dets varme
Hygge efter en kold, slidsom Dag. Hjemmet har fyldt hans
Barnefantasi med tryg Glæde og samlet hans svindende Kræfter til et
pludseligt Tiltag. Jeg føler mig forvisset om, at det er Hjemmets
og ikke Harens Navn, der har vakt ham. Haren spiller i dette
Øjeblik ingen Rolle i hans lidenskabsløse Barnesjæl.

Denne Erkendelse rejser baade nu og senere en stærk
Anklage mod mig. Jeg narrer ham med ved at nævne Hjemmets
Navn i hans barnlige Ører. Han har ingen Lyst, men følger med,
glad over de skønne Udsigter til snart at være hjemme. Sæt,
at jeg bedrager ham! Sæt, at han endog kommer til at lide ondt,
inden han naar Hjemmet! En ræd Stemme hvisker i det samme:
sæt, at han aldrig naar det!

Jeg farer sammen og standser. Men øjeblikkelig indser jeg
det latterlige i denne Tanke, her, midt paa Dagen i en af
Hjembygdens Skove. Hvad kunde vel hindre os i naar som helst at
komme hjem V

Jeg skulde snart erfare det.

Glad er jeg ikke et Øjeblik under denne Marsch. Kræfterne
svinder efter hvert, Lysten ligesaa. Jeg bider dog Tænderne
sammen og gaar, gaar. Sveden siver. Jeg kender den perle under
Skjorten. Alligevel ræsonnerer jeg stadig over vor Stilling. Min
Tanke hviler ikke et Øjeblik. Jeg er meget anstrengt.

Skoven begynder at leve for mig. Den begynder at antage
Former, at true mig med Kulde og Undergang. Dette gør min
Stemning stadig alvorligere. Jeg forsøger dog at ræsonnere mig
til Mod og Ligegladhed. Har vi ikke vort Hjem i Nærheden? Og
kan vi ikke følge vore egne Fodspor tilbage, om vi gaar vild? Er
vi ikke to i Følge? Hvad har vi saa at ræddes over?

Alligevel: min Stemning synker. Jeg kan ikke hindre, at
den fylder mig med Uro. Selv om vi kan følge vore egne
Fodspor tilbage, selv om vi kun er en halv eller hel Fjerding fra
Hjemmet, selv om vi er to i Følge, selv om vi kan grave os ned
i Sneen og gøre op Varme, hvis det kniber — kan saa ikke dette

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:43:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1896/0237.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free