- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 13 (1896) /
256

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Karl Madsen: Kunst. Ny Carlsbergs Glyptotek

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

256 Kunst.

Skikkelse, paa samme Tid storskaaren, kongelig værdig, og blødt
yndefuld. Dens Bevægelse genfindes paa et andet ypperligt
Gravmæle, Melites Stele, — afbildet hos Conze, Nr. 803, — kun løfter
Melite Kappen med højre Haand. Conzes Tekst fremhæver denne
Figurs Stilslægtskab med Statuen i München af Eirene med
Plutos-barnet, en Kopi efter et Værk af Praksiteles’ formentlige Fader,
Kefisodotes, fra Tiden om Aar 370 f. Kr. Slægtskabet mellem
Eirene-Statuen og Relieffets Hovedfigur er endnu umiskendeligere,
denne kan maaske alligevel godt være noget ældre. Relieffet
bringer en saa levende Erindring om og en saa lysende Afglans af
den græske Kunsts allerherligste Værker, at det i hvert Fald ikke
kan være stort yngre end Aar 400 f. Kr.

Den nærmestliggende og mest naturlige Forklaring af
Relieffets Fremstilling turde jo være den, at den afdøde, idet hun
drager Kappen om sig og skrider bort, tager Afsked med sin Slægt.
Skilsmissen er tung for dem alle. De dvælende Blikke er vendte
mod den bortdragendes Ansigt som for ret at indprente det i
Hukommelsen, inden hun for stedse forlader dem. Den unge Pige
lægger sin Haand paa hendes Skulder, som om hun vilde sige:
„Hvor kan du dog nænne det?" Den unge Mand vil tilhylle sit
Hoved med Kappen for at skjule sin Smerte. Og selv dvæler hun
i sin Gang, som om hun kun med Besvær, ved en stærk
Viljekrafts faste Beslutning, rev sig løs, højre Arms Bevægelse siger
tydeligt: „Jeg maa!" Afskedsøjeblikkets Vemod er Relieffets
Stemning. Om Dødens Bitterhed og Vaande fortæller det intet, og
Sorgen viser sig kun strængt behersket eller mildt fortonet, som
overalt i den græske Kunst. Vidste man ikke bedre, skulde man
tro. at Døden havde ført de gamle Grækere til Hades med blødere
Hænder end dem, med hvilke den nu griber os i Nakken.
Gravmælernes Slægt synes fældet af „Artemis’ lempeligt saarende Pile";
„Dødens Vej ned i det stille Dyb bar venlig aabnet sig", som det
siges om Kong Ødipus. Professor J. L. Heiberg, der i Fjor i en
klart og varmt skrevet lille Bog har behandlet de attiske
Gravmæler, har som Motto for denne anført de Schubertske Strofer til
Dødens trøsterige Ord for den unge Pige i Matthias Claudius’ lille
Digt. Der er den samme blide Alvor i Gravmælernes Stemning,
om end den græske Opfattelse af Døden staar uendelig fjernt fra
Forestillingen om „Freund Hain", der slukker Claudius Lyset, naar
han lægger sig til Ro med den glade Forvisning, at det er
Festdag i Morgen. Thi vel kunde den haardtprøvede Græker betragte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:43:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1896/0258.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free