Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
273 Den moderne norske Litteratur.
mænd, Førere for de rejsende eller selv rejsende (som Emigranter).
Gennem dette store Sprog faar de Forbindelse med mere Kultur.
Nu faar vi se! Til at begynde med brød to ny Digtere frem
med det ny Maal; deres Oprindeligheds Sødme var som den stærke
Aroma af Blomster og Bær tilfjælds; det er vist og sandt! Men
bare saa længe de stod i Naturskildringen, Naturstemningen og
Idyllen, længer havde dette Sprog ikke Evne. Jo, det havde ogsaa
Evne for Haanlatter og Spot, Køkkenets og Drengestuens op mod
Storstuerne. Begge Dele sang og truede, græd og lynede i en
ejendommelig bondefødt Skjald, svag af Karakter, stor som
Imagi-nation, Aasmund Olavsøn Vinje. Hans Aand var paavirkelig
fra alle Sider, og Indtrykkene var meget stærke; i hans Digte gav
de en Genklang, der hører til de mest vellydende og længst tonende
i al norsk Poesi. Den mørke Stribe løb gennem det meste; men
Uforligeligheden med det, som var, Spotten over det, Misundelsen
mod det, var paa langt nær ikke det stærkeste i ham. Det
stærkeste i ham var et blødt Barn, der elskede at være elsket, og som
sværmede for det vakre, det store, især naar det tillige var
glimrende. Jeg kan ikke her give hans Livsførelse, deri han kastedes
fra det ene i det andet, urolig, ulykkelig, men ogsaa lykkelig, og
da som ingen anden. Han kendte det forud, da han skulde dø,
tav med det, rejste ud paa Landet for at gemme sig væk, sagde
det heller ikke der, men krøb op i sit Rum og ventede i Ensomhed
paa sin gode Kammerat Døden. Den gode Kammerat kom stille,
som han var ønsket. Man fortæller det samme om Skovens Dyr,
at de føler Døden forud og kryber i Skjul; de vil ikke belaste
andre med sin Smerte. Men derude har vi siden fundet ham og
rejst ham en vakker Støtte. Paa den staar hans Billede, det ene
Øje større end det andet. Som jeg husker ham med det ene
straalende i et Syn og vaadt af Begejstring, mens det andet laa
tilbage i Tvivl, færdigt til Spot og Latter. Over Digte af Vinje
har Edvard Grieg skrevet somme af sine skønneste Melodier.
Vinjes Hymne til „Moderen", hans Udraab ved at se Højtjældene
igen, hans Afsked med Vaaren har lokket Toner frem, lige
udødelige som Ordene. Saaledes, i Musikens Forklarelse, vil vi huske ham.
Ivar Aasen hedder Skattegraveren, som fandt frem og
pudsed blanke igen det gamle Sprogs Mynter, der laa henslængte
rundt om i Bondestuerne. Dermed har den stille trofaste tilbragt
sit Liv. Derunder har han nynnet en’ og anden Sang, en
Fædrelandssang, en Naturstemning, en Godraadsregle, saa dybt følt, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
