Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277 Den moderne norske Litteratur.
tror sin Far, der næppe kan sige et sandt Ord. Nu ved vi, at
ingen er snarere end Børn til at mærke sig, om dens Ord. de
afhænger af, er at lide paa. Fra hun var fire Aar, har hun vidst
Besked. Tvivler nogen, saa tænk paa Moderen! Hvorledes den
snilde, af Damer opdragne Professor i „Hedda Gabler" kunde
komme til at føre Hedda hjem som Hustru, — ja, det er vist lige
saa ufatteligt, som at denne Dame fuldladet med Dynamit kunde
blive tredive Aar eller saa, uden at den mindste Eksplosion var
sket, og Godtfolk varskoet. Osv. osv. Hertil kommer hans
vov-somme, undertiden urigtige Brug af videnskabelige Studier over
Hypnotisme, Suggestion, Arvelighed. Den sidste tror han er
stærkere end Opdragelsen, som han ikke engang regner med.
Det har rørt os alle at se den gamle Mester efter en saa
lang Arbejdsdag og saa lang Udlændighed i sit sidste Stykkes
sidste Scene hejse det norske Flag. Mod Ibsens Sædvane kommer
Scenen uforberedt, — et sikkert Tegn paa, at den er en
Indskydelse. Vistnok under stærk Bevægelse har han her taget sin Helts
Rolle. Dette er lagt ud som Forsoning med Samfundet; men er
mere. Naar vi bliver gamle, forlader Farverne os; hvidere og
hvidere synes vort Hoved at synke tilbage i Luften, som tilsidst
skal opløse det. Ligesaa med vore Følelser. Modsætningens
Farver i dem glider mere ud i Uendeligheden; det er Enheden,
de søger. Ibsen har efterhaanden lært at vente med Udtrykket
for en stor Følelse, til den kunde spejles af i et lidet Billede.
Saaledes ogsaa her. —
— I den opsejlende Flaade ser vi lige ved Siden af hans
mørke en helt lys Skude, der ligger bredt paa Vandet og skinner.
Thi der kommer Jonas Lie.
Fra han for vel fem og tyve Aar siden sendte os sin første
Bog, „Den Fremsynte", har vi faaet en hvert Aar. De gled ind i
vor Aandskultur stille, regelmæssig, omtrent som naar en Damper
i fast Rute, ofte efter en lang, haard Rejse, paa bestemt Tid
lægger til ved bestemt Plads, hilset af nationale Flag, af
Toldvæsen, Venner og forventningsfulde.
Det er mer end et Tilfælde, at hver Gang var Kvinderne i
Overtal. Ikke alene er enhver Sjælstilstand behandlet paa den
diskrete Maade, som en dannet Kvinde ynder, men det er
fortrinsvis hende, han skildrer, hendes Sag, han taler. Ligesom man
kan sige, at et Folks højere Dannelse kan maales efter, hvor mange
Pianoer der spilles rundt i Landet, saaledes kan et Folks højere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
