Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282
Den moderne norske Litteratur.
mer end almindelig gement Opsæt om ham i vort største konservative
Blad: „Jeg er mere stolt, naar jeg læser saadant om mig i det Blad,
end af den mest smigrende Omtale i et frisindet.« Baade hans
Bøger og hans Liv godtgør, at dette var sandt, saaledes følte han.
Naar man med Stil forstaar en interessant, intelligent
Personligheds Evne i Foredraget, uænset hvad dette ellers kan bære
paa, — rent ud Formen, men vel at mærke et rigt Menneskes
Form, ikke det glatte, det behændige alene, Forfatteriets Følelse
for Vellyd, nej, en Sjæls karakteristiske Tale til Sjæle, — ja, da
er Alexander Kiellands Stil den mesterligste, som Fælleslitteraturen
ejer siden Ludvig Holberg, i alle Fald i Norge; men jeg tænker
baade i Danmark og Norge. Ingen andens er paa en Gang saa
vittig og fyndig, saa smidig og mandig, — et ungt Dyrs Rørelser
i Leg, i Tigerspring, men altid i Ynde. Og dette er alene dens
ene Side. Naar hans Trang til Samliv med Naturen faar digte
frit, naar hans inderlige Broderkærlighed hviler ud efter
Kampen og dvæler i Beskuelsen .... ja, da søger og finder han
Farver saa henaandede, som vi ellers bare træffer dem hos
de sentimentale Kunstnere. Men i alt, han har skrevet, ikke et
Stænk af Sentimentalitet; bestandig det allerfriskeste Vejr. Derfor
staar der slig Glans af det. Synes Foredraget undertiden
indsmigrende, da tag dig i Agt! Det er da, det bliver frygteligst.
Jeg vil straks give et Citat, — det eneste i min Afhandling.
Jeg er sikker paa, at det vil rykke alle med.
Citatet er fra hans skarpeste Bog „Arbejdsfolk", deri han
trænger ind i et Bureaukrathjem — ikke stilfærdigt som Jonas Lie
for paa én Gang at støve ud og redde. Nej, for at kaste hver
evige Smit og Smule paa Gaden. Der er Graad i hans Latter,
mens han gør det, — saa rasende er han over alt det i Folket,
som slige Hjem har ruineret eller jaget paa Emigrantstien. Tænk
Dem Nordens vittigste Pen skære op et sligt Æmne! Og saa midt
i det hvile ud i en Idyl som denne:
„Langs op etter Nilen sad tæl af Fugle og stegte sig i den gloende
Sol. De pillede og ordnede Fjerene, slog et Slag for at prøve Vingerne,
snappede dovent en Orm eller et Firben, hvoraf det mylrede i Sumpen.
Men der var alt for megen Mad, alt for varmt, alt for stille; de
længtede efter kold Regn, graa Luft og friske Storme.
Talløse Flokke af Graagæs svømmede om i de aabne Steder mellem
Sivene ind over de vidstrakle Sumpe. Hejrer og Storke ragede op hist og
her; sammenkrøbne stod de paa ét Ben og hang med Næbet; de kedede sig
noget ganske forskrækkeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
