Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
285 Den moderne norske Litteratur.
Hvorledes er det gaaet til, at en Digter, der forherliger sit
Fædreland, som han har gjort det her, og som har givet os
Billeder (jeg nævner her et eneste: „Else"), der tilhører Samtidens
fineste Kunst, og som er den norske Litteraturs stolteste Karakter,
— hvorledes kan det gaa til, at han har maattet forlade den? Ja,
at han har faaet Afslag af Stortinget paa sin gentagne Ansøgning
om Digterløn, hvad alle hans samtidige Kolleger har? Og at deri
var ikke alene Højre enigt til sidste Mand, men ogsaa en stor Del
af Venstre, — med Venstreregeringen i Spidsen?!
Det skete midt i det værste politiske Opstyr. Politiken kan
jo være det ædleste, et Folk har; den burde ogsaa altid være det,
thi den er Samfundets højeste Form for Næstekærlighed. Men i
Almindelighed er den en graa Væv af Middelmaadighed, og
undertiden, og det ikke saa sjælden endda, en Folkeraahed i Ekstrakt.
Ethvert Folk har det, der gør os stolte af at tilhøre det; men det
har ogsaa det, der ydmyger os. Er der Dygtighed i os, saa er det
det sidste mer end det første, som lægger Kraft i vor Kærlighed.
Det havde Alexander Kielland vist, — og det blev hans Brøde.
Situationen var kritisk; alt det, den opskræmte Konservatisme
ejede af Bekymring og from Misfornøjelse, lagde sig omkring hans
stolte Skude, og Pøbelagtigheden og Dumheden udenom. Jeg tænker
med det første Ord ikke paa de stakkers udskudte, der skændes
og slaas for Livet derude ved Affaldshaugene, den eneste Plads, vi
har levnet dem. Jeg tænker paa Hykleriets Pøbel, Folkefrieriets,
Kongefrieriets. Jeg tænker paa de urene Instinkter i Kunsten og
Forretningslivet. Om Bord i den altfor fornemme Skude stod en
Mand paa Kommandobrættet, der havde jaget grusomt paa dem
allesammen; her havde de ham endelig! Den første Politiker,
Norge har haft, Johan Sverdrup, var Formand i Regeringen; han
havde høstet, hvor Alexander Kielland havde saaet. For politisk
Vindings Skyld fornægtede ogsaa han i den kritiske Stund
Litteraturens Ridder sans peur et sans reproche.
Hvor mange Alexander Kiellander skal her falde, før den
politiske Moral er rensket?
Jeg nævnte ogsaa Dumheden. Vi er jo et ungt Folk uden
Kunsttradition; selv hans beundrende Venner forstod ikke helt ud,
hvad han var. Dengang herskede nemlig Naturalismen eneraadigt,
og han forvirrede manges fattige Begreb, naar han i Karikaturens
Forkortning med et Par Streger gav mere end det flittigste
Pa-lettebrug i tre Døgn. Men Stilen? Forstod de ikke at skatte hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
