Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
287 Den moderne norske Litteratur.
gjorte med fin kritisk Sans, saa at sige opmurede, og Garborg
følgelig ingen første Haands Digter, — deres Øjemaal, Form, deres
Virkning sikrer dem Plads i Folkets Skønlitteratur. I alle Fald
indtil videre. Som med Voltaire. Han var i Skønlitteraturen
heller intet andet end Bemærkningens Kunstner.
I Norge har vi en saadan til af høj Rang, Fru Camilla
Collett, Kvindeemancipationens talentfulde, ubøjelige Forkæmper.
Hun har skrevet Fortællinger, deri hun med ildfuldt Øje og
veltalende Appel, sætter Fingeren paa et sygt Punkt; Virkningen har
været velgørende. — Arne Garborg har fremfor nogen anden ved
sine Fortællinger brudt igennem Vestlandsbøndernes Pietisme; thi
i Norge læser de oplyste Bønder vor Skønlitteratur. Vestlandets
livlige Folkefærd, der saa længe har været forraadt af sin egen
Fantasi, har han lært at se ud over Bibelgrænserne. Man maa
være Nordmand for at skatte Betydningen af denne ene Gerning.
Desværre, den er endnu bare i sin Begyndelse. —
• — En bly og fordringsløs Kvinde har ytret, at deres Køn
alene er en Ramme, som faar sit Indhold ved Manden. Som
Digter vil Kvinden gerne eftergøre Manden; men hun bør holde
sig til det, som viser Kvindens særskilte Syn.
Dersom dette i sin Tid var blevet sagt til George Elliot og
til George Sand, vilde disse to store Forfattere nok have følt sig
forlegne; hvor var Grænsen mellem deres Syn paa Menneskene og
Mandens? Ja, Læserne vilde ogsaa have følt sig forlegne. Hist
og her kunde de nok sige: dette er set med en Kvindes finere
Sans; dette er hendes særskilte Erfaring. Men om det meste var
det dem umuligt at sige det. Skulde da dette det meste stryges,
skønt det hører til Aarhundredets højeste Kunst?
Jeg fik engang et anonymt Brev, der omtalte et netop
udkommet Værk. Efter opgiven Adresse gav jeg mit Svar, og
sluttede med, at Brevet maatte være skrevet af en Kvinde. Herpaa
fik jeg atter et anonymt og ret skarpt Brev, deri Brevskriveren
beviste mig af det førstes Indhold og Form, at det alene kunde
være skrevet af en Mand; jeg maatte være en daarlig Psykolog.
Brevet havde en Efterskrift saalydende: „For Resten kan jeg betro
Dem, at det er skrevet af en Kvinde."
Den anonyme Brevskriver var-Amalie Alver, senere gift
med den danske Forfatter Erik Skram.
Først i den modnere Alder begyndte hun at skrive; det
første var frastødende ved sin krasse Naturalisme, og det varede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
