Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290 Den moderne norske Litteratur.
— De moderne norske Digtere, som endnu skulde nævnes,
de af dem, som er Konger i deres Rige, d. e. ejer med
Personlighedens udisputerlige Ret sine Æmner og sin Form, alle disse til
Dels betydelige Digtere kan ikke præsenteres som den syvende,
ottende, niende, tiende, ellevte osv. i en lang Opvisning uden at
gøres Uret.
Jeg vælger derfor at tage frem to af dem som
Repræsentanter; jeg lader mit Valg alene bestemmes af. hvem som er
stærkest karakteriserende overfor et udenlandsk Publikum.
Ogsaa Norge er nu — desværre! — blevet et Turistland;
kanske somme af mine Læsere har været oppe paa en norsk
Høi-fjældsslette, har kendt den grænseløse Ensomhed deroppe, mens
de stirred paa de evige Snefjælde i det fjerne. Som I drog
fremover, har I kanske mødt et andet Menneske, et eneste et. Han —
eller hun — steg op som et Syn, kom nærmere, spejdende, sagde
et Par Ord til Hilsen, gik forbi og forsvandt. Men Indtrykket af
dette ene Menneske, dets Gang, Skikkelse, Øje, Røst, blev i
Ensomheden saa stærkt, at hver Gang Mindet om Fjældslettens Øde
drog op, fulgte Mennesket med, kom atter gaaende, saa paa dig,
talte og forsvandt. En egen Kølighed fra Stedet fulgte med
Figuren. — Tænk saa en Digter, der fører dette forbigaaende
Menneske lige ind til dig i din Stue i Byen! Gør det saa intenst, at i
Synet af ham oplever du atter Højslettens Øde, Snefjældenes
Lysglans, føler paany Køligheden, men kender ogsaa Lyngens fine
Aroma, husker Bækkens friske Drikkevand og hører din og hans
Røst, som var det ikke I, der talte, men nogen bag eder. En
saadan Digter er Hans Kinck. For at naa saa skuffende Magt
har han gjort den Strime neutralt Land, der ligger mellem
Æven-tyrets Land og Fortællingens Land som Stødpude (Franskmændene
kalder det tampon, Englænderne buffer-state), denne neutrale Grund
har han gjort til sin Domæne, den er ikke længer neutral; thi
derfra gør han Strandhug ind over begge Grænser. Noget lignende
med Sproget; baade det landsgyldige Maal og Bondemaalet maa
holde for — og dertil en i Ordlag og Skrivemaade selvlavet
Mellemting, som musikalsk skal eftergøre det oprindelige Indtryk.
Det sidste er en bestemt Fejltagelse; det er Fantasi paa Vildspor.
Ejendommeligheden skal saa længe gennemføles, til den lemper sig
ind i Former, alle forstaar, som er fortrolig med Kunst. Før
bliver det ikke selv Kunst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
