Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Karl Larsen: Kongeriget paa en Klippe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
300
Kongeriget paa en Klippe. 300
Hvor Luften dog var tør og muggent sød, stemmede mig
for Brystet og smagte af Støv og Røgelse! Der brændte Vokslys
hist og her, enkelte Kvinder knælede i et dæmpet Skær; jeg hørte
sagte Præstefjed forsvinde over Tæpper ind ad klædepolstrede
Døre. Som jeg stilfærdig bevægede mig fremad under de mørke
Piller, saa jeg Helgenbilleder af Voks slaaede op bag Glas, og paa
et Alter hang Verdens Frelser klædt i Sølvmorsbukser og med
naturligt Haar paa Hovedet. Ved Siden af hans Kors var der
fæstet mange Offergaver: virkelige Kvindefletninger og smaa Hænder,
Ører, Øjne af Voks. De skulde vidne for alle dem, der var blevne
friede af mangeartet Syge ved Troen paa Guds Søns undergørende
Helligdom......
Jeg listede ud igen, lod Kobberpenge glide ned i
Tiggerhænderne foran Dørene og stod atter paa det lille hede, øde,
tavse Torv under en højt blaa Himmel.
Der paakom mig en Trang til at slippe bort fra disse Sten
og Sten og Sten og denne Stilhed; jeg maatte føie Horisont
omkring mig igen og kunne spejde ud efter noget Liv, der vilde lyde
lidt i mine Ører. Og jeg gik til, ud ad en af de nedskredne
Porte, forbi Murene, hvis Grave forlængst var tørrede hen og
blevne til en frodig Bund for alskens Græsser og fine Smaatræer.
Men for mig laa kun ujævne, grønne Marker med skinnende
hvide, langhaarede Faar, der græssede fredeligt og for sig selv;
den hyggelige, sprukne Lyd af deres Klokker var det eneste,
som hørtes.
Jeg slentrede videre ad Vejen, som den bugtede sig langs
Murene, og havde stadig dette entonige Klokkedask i Ørerne; det
livede helt op, da en skrattende og pibende Tone paa en Gang
gav sig til at lyde med; ud af en Støvsky viklede der sig et
Køretøj, trukket af to mægtige Stude. Det var en Høstvogn, og
den var tom; Kusken gik ved Siden af og halvsov, han besvarede
kun lige netop mit Goddag.
Bare han dog havde sagt noget, ladet mig høre, at her
levede rigtige, talende Mennesker endnu! Jeg standsede og saa
efter ham, da jeg pludselig med inderlig Fryd opfangede nogle
skingre Røster og blev et Par Smaabørn var, som kom stormende
hen imod mig fra en cirkusagtig Bygning. Den laa paa en
ryddet Plads udenfor Murene, og Plaza de to-ros var malet
over Indgangen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
