Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Henri Nathansen: I Taage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Taage.
361
ganske uinteresserede Ømhed, det er Opofrelsen, den, der giver
uden at forudsætte det ringeste Ækvivalent. Og, sig mig ganske
ærligt — kunde De opofre Dem for en Kvinde?
— Det var ikke utænkeligt — sagde Klein.
— Tak — sagde Lange — det ved jeg. Intet er
utænkeligt. Men — fortsatte han hurtigt og med en nervøs Klang i
Stemmen — er der en eneste Kvinde, for hvis Skyld De vilde
bringe et virkeligt Offer ?
— Ja — svarede Klein med Alvor.
— Meget vel — vedblev Lange. Men saa er De hellerikke
fri for at være forelsket!–
Klein havde ikke ventet denne Slutning. Han drejede
overrasket Hovedet om mod Lange, men opdagede intet
usædvanligt i hans blege, kolde Ansigt. Dog følte han, at han maatte
sige noget. Saavel i Langes Tale som i hans Taushed lurede
stadig Spørgsmaal, der fordrede Svar.
— Forelsket — gentog saa Klein med en dæmpet Latter,
der ikke lød ganske ægte. Nej, kære Assessor, jeg tror, at Deres
Slutninger og Deres Logik er ganske personlige. Paa mig passer
Deres Konklusion i hvert Fald ikke. —
— Hvis De kendte mig lidt bedre — sagde Lange efter et
lille Ophold — saa vilde De vide, at Udtrykket personligt kun
grumme sjældent kan anvendes om det, jeg siger. Jeg søger altid
at holde mig selv udenfor Diskussionen og at faa andre ind i den.
Mine egne Meninger kender jeg alt for godt til at det kan
interessere mig at høre dem af min egen Mund. Nej — hvad andre
mener — det er det, min Opmærksomhed er henvendt paa.
Derfor tager jeg altid Ordet for de Anskuelser, som jeg i
mit Liv har hørt de fleste nære og søger derigennem at faa Besked
om de mulige Divergenser. Om jeg deler Flertallets Anskuelser
eller den Persons, med hvem jeg i Øjeblikket taler — eller maaske
har en, der er vidt forskellig fra dem begge, faar staa hen.
— Og De rykker aldrig frem med Deres egen Mening —
spurgte Klein med et Smil.
— Aa — jo — svarede Lange. For det første, naar min
Mening tilfældigvis er den samme som Flertallets —
— Undskyld — afbrød Klein — men De udgiver den jo i
saa Fald ikke for at være Deres egen. Og hvoraf skal man saa
kunne slutte, at den tillige er Deres og ikke alene andres?
Tilskueren. 1896. 24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
