Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Sigbjørn Obstfelder: Sneklokker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SNEKLOKKER.
Smaa Prosadigte.
Sneklokker.
To tre sneklokker. Hvide og svage, fødte i smerte.
Grønhvide. En ser, hvor deres liv er vart, huden fin og
ræd. Blyge. Men med livstrangen indi sig, med en glad, grøn
krans deroppe paa de tre blege blade.
Saadan i forbigaaende var det jeg bad hende komme, bare
saadan i forbigaaende.
I den tid som gaar forbi, før vaaren rigtig tør komme, da
er det, at de klokkerne blir til. Og dog hænger de der med hodet
fuldt og dirrer, dirrer med de florvævede, døgnlevende tanker.
Hun skulde ha havt dem. Sligt, som ord er for tunge for,
skulde de ha meldt om.
De ringer.
Hele vejen opover har jeg hørt dem ringe.
Det er toner, som maa gribes. De maa gribes af nogen,
o Gud! Det er draaberne fra vinterens lystrang — de maa plukkes
nu, de svinder, de dør i ensomheden.
To tre sneklokker.
Jeg kryster ud deres livskraft. Hun kom ikke. De stakkels
tendre blomster!
Jeg trær dem ihjel.
Det var jo bare nogle sarte, blege spirer, som kanske —
kanske — ved hendes bryst kunde ha blit til roser.
Stavanger 87.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
