Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Sigbjørn Obstfelder: Sneklokker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408
Sneklokker.
Hustra.
— Hustru, fire børn. —
Hun har dækket ansigtet med sine hænder. Hun ser et
hvidt sejl glide langsomt bort. Hendes ungdom!
— Hustru, fire børn. —
Hun aabner vinduet. En lysegul sommerfugl flagrer derude.
Hun gemmer sig bag klaveret. Den kommer! Lige paa
hendes haand.
— Du gule sommerfugl! Trode du, jeg var en blomst. Jeg
er snart en gammel kone, jeg. Min stue er nok for trang for dig.
Varsomt bærer hun den til vinduet, hun løfter armen højt
op. Den sætter sig i en stokroses øje, kysser det, flyver.
Men da den var fløjet, var rosens øje blit vaadt.
— Fortæl ikke nogen, du gule sommerfugl, at din vinge
blev vaad! Jeg vil ta min gule silke paa, og min arm skal være
nøgen. Mine brudesko vil jeg spænde om mine vrister.
Og naar han kommer, og naar han spørger:
— Hvorfor har du den gule silke paa?
vil jeg svare:
— Fordi mine skuldre er finere end sommerfugles vinger.
Og naar han spørger:
— Hvorfor har du stokroser i dit haar?
vil jeg svare:
— For at de ikke skal visne uden at ha set en mands øje.
Og naar han spørger!
— Hvorfor har du din arm nøgen?
vil jeg svare:
— Fordi jeg er ung. Fordi mit blod banker i min arms aarer.
Fordi jeg vil lægge min arms hvidhed om dit hode og lyse
alvoret bort fra dit ansigt.
Da vil han gribe min haand og spørge:
— Ejer jeg dig ogsaa idag, herskerinde?
Og jeg vil svare:
— Du ejer mig ikke. Du laaner mig af det store liv, som
digter roser og sommerfugle.
Brüssel nov. 92. -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
