Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Sigbjørn Obstfelder: Sneklokker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sneklokker.
409
Jeget
Jeg tegned vandets brede, rolige linie. Små og store sejl,
dampere med lange røgstrimer krydser og buer sig på det, skyer
og lanterner spejler sig i det, holmer dukker op som drømme fra
dets bund.
Jeg lod grøn jord bøje sig ned paa begge sider af fjorden
og drikke af vandet. Jeg har kniplet dens kant med løv og bar
og blomster, som sagte vifter.
Og under løvet gaar mænd og kvinder i flokke og i par.
Jeg har stemt luftens, løvets, vandets toner, jeg har bygget
menneskets øre i en rig harmoni.
Jeg gaar ene blandt dem og hører dem le til hinanden og
hviske elskovens ord.
Dernede, hvor vand og strand favnes, lægger jeg et violet
skærf af dis, slynger det frem om fjeldskraaningen. Det er stukket
med mangfoldige smaa perler, lysene som stiger op over fjeldet,
hjemmene.
Jeg gaar ene blandt dem. Det er min glæde at høre deres
tanker, kende deres sorg og jubel.
Og dog — jeg ved ikke — det er mig ikke nok. Jeg blir
rastløs. Det blir mig fremmed. Jeg maa bort.
Og langsomt stiger jeg opover mod fjeldene, og bag mig
blir sangen og latteren svagere og svagere. Til sidst dør den hen,
jeg hører blot lyngen hviske, isbræen sukke.
Der vaagner hos mig en dunkel attraa.
Der skulde komme en. Han skulde komme og lytte sig
frem til der, hvor isbræen sukker og lyngen dør.
Han skulde komme og sige: Jeg saa sjøen, og himmelen, og
farvernes dis, og menneskenes under. Og jeg blev mer og mer
ene. Thi jeg fik en længsel efter at lære den at kende, hvis
fantasi digted sjø og skyer, hvis tanke bygged menneskets øre.
Kristiania sept. 94.
Dronningen.
Kun dæmpet stedes dagens lys gennem buevinduets
glasmalerier. Og nu dunkles det mer og mer. Tusmørket leger nu
med tagets ornamenter. Brede, varme violonceltoner slynger sig
Tilskueren. 1896. 27
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
