Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Karl Madsen: Kunst. — Kunstmuseet. Rubens: Salomons Dom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
484
Kunst.
skimtes over en Balustrade Libanons fjerne Bjaergskraaning under
en blaa Luft med store, hvide Skystriber, — en venetiansk Himmel,
for hvilken Veronese har givet Forbilledet. — Til venstre paa en
gylden Pragttrone under en grøn Baldakin den purunge Konge.
Ved Tronens Trin hans Raadsherrer, tyktskæggede Gubber med
lang og rig Erfaring, men tvivlraadige i det foreliggende, meget
vanskelige Tilfælde, noget lignende er aldrig forekommet i deres
Praksis, og det er jo næsten rent umuligt at vide, hvilken af
Parterne der er til at tro. Den ene Raadsherre støtter højre Arm i
Siden og tager sig med venstre Haand grundende op i sit lange
Skæg, den anden grubler med sænket Hoved, den tredje — en
mageløs Karl med Turban og opslaaet Pelskrave — skotter med
et betænksomt og mistroisk Blik hen mod den unge, løgnagtige
Flane. Bag ham Kongens Livvagt i Panser og Plade. I
Forgrunden af Billedets Midte den rette Moder, en fyldig Blondine,
et Kødstykke efter Rubens’ Smag, klædt i en dejlig gul
Atlaskes-kjole. Bragt i det stærkeste Sindsoprør har hun styrtet sig paa
Knæ, viser paa sin Modpart og Barnet og vender det taarevædede
Ansigt bønfaldende tilbage mod den ubarmhjertige Konge: „Giv
hende Bamet, men lad det leve!" Længst til højre staar den
anden Kvinde, rolig, bøjende sig for Kongens vise Vilje, fræk,
elegant, med Perler i Haarets brune Fletning og stærkt nedringet
Atlaskes Dragt, paa en næsten for udtryksfuldt fortællende Maade
løfter hun sit hvide Forklæde for deri at modtage den Halvpart
af Barnet, der er hende tilkendt. Over hendes Skulder fremgriner
Hovedet af en gammel Rufferske, der tjenstivrig har fulgt hende.
Mellem Kvinderne staar Bødlen med Sværdet løftet for at
sønderdele den skrigende Ulle Stakkel; gennem hans sælsomt
rokoko-svajede Ben, der er Billedets værste Anstødssten, kommer en stor
Hund for at snuse til det døde Barn, der ligger hvidt og koldt,
foragtet og forglemt, udstrakt i Billedets Forgrund. Men Bødlens
Blik vogter paa Kongen, og Kongen sænker sit Hoved og byder
ham med et Vink af sin venstre Haand at standse. Naturens
Sandhedsrøst har talt, Dommen er let.
Rubens har ved at fremstille det mest spændende Optrin i
hele Handlingen, det Øjeblik, da Knuden er stærkest strammet,
naaet at fortælle hele Begivenheden saa godt, som det for
Billedkunst er mulig. Vi forstaar baade, hvad der er sket, og hvad
der vil ske. Alle Figurer udtrykker nøjagtigt, hvad de skal. Der
er fem Hovedpersoner: Kongen, Kvinderne, Bødlen, Barnet. De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
