Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Georg Brandes: Indtryk fra London. V—IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
517 Indtryk fra London.
Det satte mig i nogen Sindsbevægelse, da jeg erfor, vi skulde
mødes. Vera var endnu ikke fyrretyve Aar gammel, med smukke
graa Øjne, alvorlige, stærkt medtagne Træk, ældre end sine Aar;
men med et indre Liv, en ildfuld Gestikulation og en rivende
Talestrøm, som gav ethvert af hendes Udbrud et Præg af usvækket
Ungdommelighed. Hun er Simpelheden selv. Hun hader at vække
Opsigt og lever i London under et antaget Navn, det eneste,
hvorunder hun der er kendt, og under hvilket hun modtager alle sine
Breve. Hun levede i flere Aar under dette Navn i Schweiz.
Men da Myndighederne der en skøn Dag for en halvandet Aar
siden fordrede af hende, at hun skulde indsende sit Pas til den
russiske Konsul, forstod hun, at hun blev udåpioneret, og forlod
Schweiz for at gaa til England.
Man skal søge om en beundringsværdigere Karakter, en
ypperligere, redeligere, mere viljefast og arbejdsom Kvinde. Hun
lever i London med yderste Tarvelighed, helt alene, uden nogen
Opvartning, og tilbringer sin Dag med at studere i British Museum
og med at udarbejde Flyveskrifter og Bøger af nationaløkonomisk
Indhold, som udgives paa Russisk i og udenfor Rusland. Der kan
gaa Uger, hvor hun ikke veksler Ord med noget Menneske. For
Tiden studerer og fremstiller hun det attende Aarhundredes franske
Økonomer.
Jeg tilbragte en Aften efter en selskabelig Sammenkomst
hos Stepniak tre Kvarter med hende i en Jærnbanevogn, og vi
fulgtes senere tilfods gennem Byen under en af disse
Natte-Sam-taler, hvori man aabner sig mere end om Dagen. Vi talte bl. a.
om Attentaterne. Jeg beklagede Kejsermordet og al den Reaktion,
det har haft i Følge. Hun sagde vemodigt: „Idet de dræbte
Kejseren, dræbte de den revolutionære Bevægelse med det samme.
Der er intet Spor af revolutionær Organisation i Rusland mere".
Ogsaa Vera Såssulitch længtes bestandig tilbage til sit
Fædreland. Og for nogle Aar siden blev Længselen saa stærk, at
hun uden videre, forsynet med et Pas, rejste op til Archangelsk
og levede der er helt Aar. Saa modstod hun ikke Lysten til at
gense Petersburg, og blev nogle Maaneder der. — Viste De Dem
virkelig paa Gaderne, Vera? spurgte jeg. — Ja vel, det forstaar
sig, jeg kørte ikke i Omnibus: men jeg kørte i Droske. Saa ser
ingen En, og synes virkelig en Politimand, at han skulde kende
Ansigtet, saa er man borte, før han faar Vognen standset. Alt
hendes friske Humør, al den urolige Kækhed, hun stadigt røber,
Tilskueren. 1890. 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
