Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - C. N. Starcke: Taler og Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
556 Taler og Skuespiller.
dommeligheder ved hans Muskelsystem, der forklarer, at visse
mimiske Udtryk ligger ham nærmere end andre, og i den Retning,
disse anviser, arbejder hans Talent sig saa fortrinsvis videre.
Denne Opfattelse hænger sammen med de Forhold, hvori vi mener,
at Forklaringen ligger paa, at man baade kan sige, at Skuespilleren
staar udenfor sin Rolle, og at han er betaget af den.
Hr. Larsen kalder denne Betagethed en Fantasiens Betagethed
i Modsætning til den ægte Hjertets Betagethed. I og for sig siger dette
jo ikke meget. Det turde uden Modsigelse være klart for enhver, at de
Følelser, en Skuespiller muligvis faar under Udførelsen af sin Rolle, i
ethvert Tilfælde ikke kan staa for ham som hans egne ægte Følelser.
Hvis Hr. Larsen ikke havde villet sige andet, vilde han næppe
have mødt nogen Indsigelse fra de Skuespilleres Side, som hørte
hans Foredrag. Men han vilde sige noget mere. Fantasiens
Betagethed staar hos ham som Modsætningen til virkelig at fele
noget, og herimod var det, at Skuespillerne gjorde Indsigelse.
Hvorvidt Skuespillerne har Ret, eller om det, de føler, dog alligevel
ikke blot er en ren almindelig Betagethed, som Hr. Larsen mener,
kunde det synes ret umuligt at faa afgjort. Paa den ene Side
kan man nemlig ikke tilskrive Skuespillernes Vidnesbyrd alt for
stor Værdi; dels siger en det ene, en anden det andet, og dels
er de fleste Mennesker saa slette Iagttagere af, hvad der foregaar
i dem selv, at de meget vel kan tro, at de har følt noget, som
de i Virkeligheden slet ikke har følt. Men paa den anden Side
slaar Hr. Larsens Henvisning til det urimelige i at antage den saa
hurtige Stemningsveksel, som maatte finde Sted hos den Skuespiller,
der virkelig følte med sin Rolle, heller ikke til. Der er heri blot
givet en Sandsynlighed for Formodningen om, at Skuespilleren
ikke virkelig har de Følelser, han fremstiller; men tilbage staar da
at give en Forklaring af, hvorledes saa mange Skuespillere kan
faa den Indbildning, at de er betagne af deres Rolles Følelser.
Denne Forklaring, mener vi, ligger i et simpelt psykologisk Forhold,
som gør sig gældende ved alle vore Affekter, men som ikke har
noget med Fantasien at gøre1).
*) Hr. Professor W. Bloch har i Junihæftet af .Tilskueren" paa en fortræffelig
Maade skildret den aandelige Kultur, som en Skuespiller maa tilegne sig
for at lære at forstaa de Følelser, han skal gengive. Men den Maade,
hvorpaa det kan lykkes at gengive dem i det Øjeblik, Rollen spilles, er
ikke derved forklaret. Professor Blochs Opfattelse af Diderots Mening
er vistnok rigtig; men den løser da kun Spørgsmaalet om Sandhed eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
