Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Amalie Skram: Glæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Glæde.
583
— Ja, ja, i Guds Navn. Nu var det sidste Anfald kommet.
Døden. Døden. Hun vilde være rolig, men en brændende Angest
fo’r som en Ildstraale gennem hende. Hun kæmpede for at kunne
raabe om Hjælp, og hun stred og sled med sin lamme Haand for
at naa Klokkeknappen. Med kraftløse Smæld af Tungen snapped
hun efter Vejret; Munden var opspærret, og store Sveddraaber.
bedækkede hendes Ansigt.
Hjælp mig, frels mig, lad mig ikke dø, sagde det uafladelig
inde i hende. Hvor kunde det være muligt, at et Menneske skulde
dø, naar Sjælen var saa frisk og levende inde i en?
— — Nu ståk det ikke mere i hendes Hjerte. Krampen
var over, og hendes Lemmer sank til Hvile.
Saa kom Sygeplejersken og gav hende en Morfinindsprøjtning.
„Fruen har ikke haft det godt, kan jeg mærke;"
Sygeplejersken strøg med et Lommetørklæde over Dortheas Pande.
„Hvorfor ringer Fruen ikke? Skal jeg sidde her inde?"
„Nej Tak! I det andet Værelse," kom det hviskende fra
den syge.
Da Sygeplejersken var borte, og Dorthea atter laa alene,
faldt der dulmende Ro over hende. Men det varede ikke længe,
før hun blev skræmmet op af underlige Syner.
Hun sad paa en Kafé i Paris, og der kom ind en bitte
liden Mand, knap en Alen høj, uden Ben. Han gled afsted som
paa smaa, usynlige Hjul over alle Bordene og huggede sine sorte
Tænder i Gæstern’es Skuldre, saa Blodet flød. Alle var som
skrækslagne, og ingen vovede at røre sig eller at foretage sig
noget som helst. Saa kom en stor, sort Hund og gøede op i
Ansigtet paa den lille fæle Mandsling, der øjeblikkelig kastede sig
over Dyret og bed det i Nakken. Hunden flygtede hylende ud
gennem et aabent Vindu, men Mandslingen var paa dens Ryg, og
huggede sine giftige Tænder dybere og dybere i Hundens Nakke.
— Saa var hun paa en stor Jæmbanestation, og holdt paa
Armen et dejligt lidet Barn. Lige overfor paa den anden Side
Skinnerne stod en Mand, en høj og blond og mild Mand, og
vinkede til hende. Det var den Mand, som i hendes Ungdom
havde elsket hende, og som havde lært hende alle Livets Værdier
at kende, men som hun havde forraadt og forladt. Nu stod han
der og vinkede til hende. Hvor kunde det dog være? Han var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
