Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Helge Rode: Stakkels Djævel!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
697 Stakkels Djævel!
En Maaneds Tid efter denne lille Oplevelse sad jeg en Dag
paa en Bænk i et af de offentlige Anlæg. Der var Foraar i Luften,
■det var saa mildt, at man kunde sidde ude, naar man var godt
klædt paa.
Som jeg nu sad der i dybe Tanker, blev jeg opmærksom
paa en Mand, der meget hurtig stilede hen imod mig. Det var
Baronen, den arme Deuvel. Min første Indskydelse var at gaa
min Vej; men det var for sent. Han stod allerede foran mig og
bukkede med Hatten i Haanden. Det var gaaet tilbage for ham;
han havde ingen Vinterfrakke mere og saa sørgeligt forkommen
og forfrossen ud. Der var heller ikke mere end én Knap til at
holde hans Trøje sammen, og .Linned havde han slet ikke, kun en
graa Uldskjorte. Om den bare Hals havde han bundet et meget
fint og pragtfuldt Slips, der dog ved nærmere Eftersyn viste sig
at være tilsmudset og fuldt af Pletter. Stakkels Fyr! — Han stod
nu der og bukkede med Hatten i Haanden.
„Tillader De min Herre," sagde han. „Tillader De, at jeg
sætter mig paa den samme Bænk, som Herren benytter."
Jeg gjorde en Haandbevægelse, der betegnede Tilladelse og
nænnede ikke at gaa straks. — Han satte sig, flyttede sig lidt frem
og tilbage og vendte sig saa imod mig.
„Bliv ikke forbavset," sagde han, „over min Anmodning,
der kan synes dristig. Jeg tillader at forespørge, om Herren ikke
skulde, have en Plads. Læg Mærke til, jeg beder ikke om Penge.
Menneskene giver nødig Penge og maaske med Rette. Men en Plads!
Man siger jo „Plads for alle" ikke sandt? Og dog har jeg meget
længe, meget længe forgæves søgt en Plads."
Jeg saa paa Staklen. Han havde aabenbart lidt Nød,’ og
det havde maaske slaaet sig paa Forstanden. Der var et forstyrret
Udtryk i hans smaa, stikkende Øjne og saa dette Sprog, som han
talte, dette besynderlige Sprog, som Ydmygheden og Trangen til
dog at vise Dannelse lærer de Mennesker, det er gaaet meget
tilbage for.
„Ja," sagde jeg, „jeg har desværre ingen Plads at byde Dem."
„Nej nej," sagde han sørgmodigt, „det er da i alt Fald et høfligt
Svar. Det faar man ikke altid. Menneskene er ikke saa gode,
som de burde være, siger man — og det kan nok være. Det er
slet ikke altid, at man faar et høfligt Svar, kan jeg forsikre
Dem. For saa vidt er det noget af en Fest. — Om end kun lidt. —
Jeg skal søge at forklare Dem det: Menneskene finder ikke Behag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
