Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Vilhelm Møller: Erindrings-Forvanskninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
716
Erindrings- Forvanskni nger.
Banke", som Sølvbjærghøj skal være, men en Slags stor Tue, skarpt
afgrænset fra det omgivende Terræn og med Plads paa Toppen netop
kun til den egenlige Retterplads. — Misforstaaelsen fortsattes under
den korte mundtlige Forhandling paa Herredsfogedkontoret.
Herredsfogden erklærer, at han spurgte, om ikke Blokken „skulde have et
Underlag", og at Skarpretteren svarede, den skulde staa „paa den
bare Jord". Men aabenbart har Skarpretteren taget Ordene „den
bare Jord" i en langt bogstaveligere, om man vil: en mere
københavnsk Forstand end Herredsfogden. Her et Par Uddrag af
Skarpretterens Forklaring for Forhørsdommeren: „Der var ingen Høj
paa Stedet, som derimod var en næsten jævn Mark, hvor der laa
et Lag Sne .... Pladsen var saare uheldig; idet Sneen ikke (ved
Skovlingen) havde kunnet skaffes fuldstændig bort, hvorhos Grunden
ingenlunde var jævn, hvorimod der fandtes forskellige
Ujævnheder, baade Huller og Forhøjninger". En Ytring i Betjentens
Vidneforklaring viser tydeligt, at Skarpretteren paa Forhaand har
været betænkelig. Betjenten har nemlig, efter Skovlingen, sagt
(trøstende) til ham, „at han havde bedre af at staa paa den
frosne Jord, end naar Pladsen var (o: blev) opgraven og Jorden
var bleven løs". — Den Sne, der var blevet tilbage, var saa
yderligere blevet traadt fast og gjort glat af Tilskuernes Støvler og
Træsko. Og dette var den anden og værste Følge for
Skarpretteren af Manglen paa Afspærring.
Altsaa: der var paa Sølvbjærghøj Forhold, som afgjort kan
have bevirket Skarpretterens Uheld. Det er sandsynligt, at de
ogsaa har bevirket det, siden han jo hverken ved en foregaaende
eller en efterfølgende Eksekution huggede fejl. For disse Forhold
bar han ikke Ansvaret; vilde det saa have været retfærdigt, om
han var kommen til at bøde for dem? Hver Gang noget gaar
galt, forlanger mange med Vold og Magt en Syndebuk. Der kræves
dog ingen stor Erfaring eller Omtanke for at vide, at saadan som
de menneskelige Vilkaar nu engang er, hænder der og maa der
hænde adskilligt, hvor ikke Personer, men Omstændigheder bærer
Skylden. Og hvad Betydning havde saa hans Uheld? Det eneste
Spørgsmaal var. om den dødsdømte muligt var blevet „pint*.
Nogle lod til at mene Ja. Men imod dette Ja satte den mest
kompetente Dommer, nemlig Distriktslægen, et bestemt Nej. Han
havde i Embeds Medfør overværet Henrettelsen, og han udtalte
i sin skriftligt afgivne Erklæring, at han var „aldeles overbevist
om. at Døden var paafulgt ved det 1ste Øksehug. Dette maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
