Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger’ Drachmann.
147
formen og smutter leende ud af den igen, os i Møde, uden at have
lidt nogen som helst Mén af Medfarten.
Som med den rytmiske Iklædning, saaledes med den
ord-lige Gengivelse. Den gammeldags Lyrik var Stemninger i
Renkultur, destilleret ud til en abstrakt Enkelthed og Renhed, som
de aldrig forefindes i Sjælelivet. Det var Længsel, Tungsind,
Elskovsømhed, Foraar — én Ting ad Gangen, hver Tone for sig;
man kunde nok gennem et længere Digt skifte fra én Tone over
i en anden, men det tilstedtes ingen Slags Bitoner at løbe med og
grumse Melodien. Drachmann derimod lader hele Inspirationens
Strøm i al dens naturlige „Grumsethed" flyde over i Verset; han
filtrerer ikke en idealt „ren" Stemning frem. Midt i Bedrøveligheden
liver et forfløjent Indfald op; midt under kurrende øm Elskovstale
kan f. Eks. en Rimklang føre med sig et lille Lejlighedsspark ud
efter Præsterne, eller en eller anden, ofte noget godtkøbs Reflektion
kan for en Stund gøre Afbræk i Stemningens Flugt. Det er det,
der ofte ærgrer den ældre, „akademiske" Smag som Sjuskerier
og Smagløsheder hos Drachmann, ligesom Malerne af den gamle
Skole ærgrer sig over, at de yngre lader Penselstrøg og Klatter
staa paa deres Malerier og ikke giver dem den sidste Afglatning.
Men for os giver disse „Klatter" hos Drachmann ofte et saa
veritabelt Indtryk af umiddelbart Liv; vi er nu en Gang alle skabte
saaledes, at yi aldrig holder „Tonen" rent, selv hvor vi fuldest
gaar op i en Stemning, og vi aander derfor friere og mere vel
tilpas i en Digtning, der tager nogle af Bitonerne med.
Vi siger egentlig det samme paa en anden Maade, naar vi
forklarer vor Forkærlighed for Drachmanns Lyrik derved, at den
ligesom ganske anderledes banker i Takt med moderne Sjæleliv,
end den gamle Lyrik kan gøre det. Ømheden og Harmen, Glæden
og Sorgen fornemmés vel ens nu som før; de samme Billeder og
samme Tanker fødes i Hjernen nu som før. Men Tempoet,
Pulsslaget er nok blevet hurtigere, mere nervøst i det hele. Og Pulsen
i Drachmanns Lyrik har netop dette nervøse, springende. En
Strofe af hans kan utaalmodig gennemløbe en saadan Række
Billeder og Stemningsvibreringer som denne:
Et Sus af sagte høstlig Vind,
et Blad, der strejfer let min Kind
og falder mig for Fode;
der ligger det paa Gruset blødt
og ler til mig saa purpurrødt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
