Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Larsen: En Ven af Kunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EN VEN AF KUNSTEN.
Det var hen imod Sommerens Slutning, oppe paa et højnorsk
Badested, lige i Trægrænsen. Solen brændte forsvarligt, og
der var heller ingen Mennesker paa de store, bare Pladser mellem
Kurhusbygningerne. Men inde fra den største af Salonerne lød
høje Skrig.
Frøken Ammundsen sang.
Midt ude i Solen mødte jeg Anstaltens unge Læge; vi
vekslede i Forbigaaende et Haandtryk og et betydningsfuldt
Blik, da netop i det samme Frøkenen udstødte nogle ret
skingrende Hvin.
„Nu skal vi straks sende Bud efter Madammen", bemærkede
Doktoren-med en kendt, gammel Landlægevittighed.
Saa forsvandt han, og jeg gik til, ind mod Alleerne af låve
Graner. I rask Gang kom jeg hurtigt dybere ned i Dalen, hvor
Træerne blev bestandig højere, tættere og frodigere. Jeg søgte hen
imod en Plads, nær ved den kønne, lille Bjærgbæk, der i et
fosse-agtigt Væld flød ud over store, brede Stene. Der stod en Bænk i
en hyggelig Krog, hvor man saa dejligt kunde sidde ene og lade
Tankerne svirre rundt som Myg i Solskin.
Helt ærgerlig stod jeg stille. Der sad allerede en Person paa
Bænken. Det var den danske Kontorchef med sit store Hoved paa
en lille Krop, kunde jeg se paa Afstand. Han hørte til de
allermest gnavne Kurgæster, som overhovedet var deroppe, og jeg
havde kun en eneste Gang hørt ham tale livligt om nogle
københavnske kommunale Spørgsmaal, der sorterede under hans
Departement — for Resten, naar jeg nu tænkte efter, ikke uden Skarphed
og Ejendommelighed i Opfattelsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
