Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Larsen: En Ven af Kunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Ven af Kunsten.
753
en vis Forstand respektere l’art pour Part, men her oppe har de
jo l’art pour Moral, Religion, Politik, Skolevæsen og’alt mellem
Himmel og Jord. Hvad mener De om denne Bjørnson?"
Men inden jeg endnu havde kunnet ytre det mindste,
fortsatte han selv: „Det er jo den rene Hjerne med en Pind i".
Kontorchefen gjorde nogle Bevægelser med Haanden, som om
han rørte rundt i et Krus Gammeløl. De alvorligste og betydeligste
Ting, som fordrer den dybeste Tænkning og de mest omfattende
Kundskaber: Religion, Historie, Politik, konkret Videnskab, alting bliver
i denne taagede Stemningsgryde kogt sammen til en ustandseligt
flydende Vælling. Ja, naar det saa blev taget for, hvad det var,
noget, som virkelige Kunstnere skældte ud paa og forstandige
Mennesker grinede af, saa kunde det jo tjene Manden selv til
Adspredelse. Men dette hele Folk af halvstuderede, som regerer nu
til Dags, de tager det naturligvis for Alvor og lader sig bestemme
deraf i Forhold, der burde behandles efter den dybeste Overvejelse
og saa langt fra Stemning som overhovedet muligt. Kan De huske
Garibaldi, som døde; det var en af samme Sort. Han var nu
saadan Militærkunstner og Politikerartist. Naar han og Victor Hugo
skrev Breve til hinanden om Verdensfreden og Socialismen og den
hele tyrkiske Musik med Menneskehedens Udvikling og Fremtid,
jeg forsikrer Dem, bedre Breve skrives der ikke paa noget
Galehus i Verden! Det Konsortium skulde Bjørnson have været med
i. — Han, Ibsen, det er dog en anden Mand; det er da noget af
en klarhovedet og stundom virkeligt belærende Menneskeskildrer,
og han lider da heller ikke af denne dilettantiske delirium loquens
et scribens."
Kontorchefen smed arrigt sin halve Cigar hen ad Jorden og
fik en frisk tændt.
„Hm", sagde han saa, „se nu kom han, Fridtjof Nansen
hjem. Naturligvis telegraferede han til Bjørnson, han sendte ham
en Hilsen fra den store Stilhed. Aa, jeg forsikrer Dem for, jeg
vilde have godtet mig for et helt Aar og meget mere, hvis jeg
havde kendt den Nansen og vidst, han var en Ironiker! Tænk nu,
hvis han havde ønsket at hilse denne ustandselige Talemaskine,
som har givet sit Besyv med i tusinde Ting, som han ganske
manglede Forstand paa, fra den imponerende store Stilhed, hvori
stærke, udholdende, tavse Mænd med klare Hoveder og omgivet
af alle Tilværelsens reelle Hindringer og Farer arbejdede sig Fjed
Tilskueren. 1890. 49
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
