Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Jakobsen: Shetland og Shetlænderne. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
780
Shetland og Shetlænderne.
fastsat Tid for at aflevere deres Skat, som betaltes i Smør og
Vadmel. De medbragte deres Bismere, hvorpaa Smørret blev vejet,
men Skatteopkræveren havde altid sin egen justerede Bismer hos
sig, efter hvilken Bøndernes Bismere blev prøvede. Et Aar, da
Kongens1) Skatteopkræver som sædvanlig kom til Bygden Øri paa
Fetlar for at afhente Fetlarbøndernes Skat, kom han i Strid med
en Bonde ved Navn Joen Tait, idet han beskyldte denne for at give
alt for Udet og at bruge en falsk Bismer. Dette benægtede Tait og
paastod, at det maatte være Skatteopkræverens egen Bismer, som
var falsk. Det ene heftige Ord tog det andet, og Striden endte
med, at Fetlarbonden, som var en meget opfarende Mand, løftede
sin Bismer med Kolben opad og slog Kongens Udsending død ned
for sin Fod. For denne Forbrydelse blev han stævnet til Norge
(efter andre: Danmark) og til at møde for Kongen i egen Person.
Fetlarbonden gik frem for Kongen barfodet og med en-Økse i
Haanden. Han var en stor og stærk Mand, men lidt underligt
bygget, og havde store Knuder paa Fødderne. Kongen stirrede
paa hans Fødder, og paa Taits Forespørgsel, hvorfor han stirrede
saaledes, svarede han, at han aldrig før havde set saa besynderlige
Fødder. Da sagde Tait, at, hvis de gav ham Anstød, skulde han
nok vide at raade Bod paa det, og i det samme løftede han sin
Økse og huggede en Knude af sin ene Fod. Kongen sagde da, at
det undrede ham slet ikke, at Tait havde dræbt, hans
Skatteopkræver, siden han brød sig saa Udet om sit eget Kød og Blod.
Sit Liv havde han i Grunden forbrudt, men i Betragtning af det
Mod, han nylig havde udvist for Kongen, vilde denne aabne ham
en Udvej, hvorved han kunde redde sit Liv. Der var en grum
Bjørn, som huserede meget slemt i Nabolavet og bestandig satte
Folks Liv i Fare; hvis han kunde fange den og bringe den levende
for Kongen, skulde han slippe med Livet. Tait tog imod Tilbudet,
gik til en gammel Kone, som boede i en Skov nær ved et Sted,
hvor Bjørnen hyppigt færdedes, og spurgte hende nøje ud om
Bjørnens Veje og Sædvaner. Konen sagde da til ham, at Smør
var det, som havde styrtet ham i Ulykke, og Smør var det, som
skulde bUve hans Redning. Han skulde tage nogle stærke Reb og
en med Smør fyldt Bøtte, som han skulde stille paa en aaben,
solbeskinnet Plet i Skoven, lægge sig paa Lur og afvente det
Øjeblik, da Bjørnen kom for at slikke Smørret. Naar den var færdig
’) Efter nogle: Kongen af Norge, efter andre: Kongen af Danmark.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
