Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Amalie Skram: Post festum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
832-2S
Post festum.
Dette Spørgsmaal kom idelig og idelig igen.
Aa nej, nej! Det maatte ikke være. Bare Tanken derom
brød hendes Sjæl i Stykker. Men hvis han nu havde? Hvad i
al Verden skulde hindret ham i at gøre det?
Hun saa som i et Spejl sit Samliv med Henrik. Al den
Ufred, hun havde voldt ham. Alle disse „Opgør", som trættede
og pinte ham til Døde. og som, foranlediget af hendes Ondskab,
kun havde haft de voldeligste Misforstaaelser til Grund.
Han, som bestandig havde været bare hensynsfuld og stille.
Bare fin og varm.
Hun grov sit Ansigt ned i Hovedpuden og graad og graad,
og hendes Sjæl krymped sig sammen i Smerte og Anger. — Ak.
hvor hun saa for sig, dengang han i et Selskab ved over
Midnats-tide var kommen hen til hende og havde spurgt: skal vi ikke
tage hjem nu? Og hun havde svaret leende og haansk, saa alle
havde hørt det: hvorfor skulde jeg tage hjem? Ja, var det med
en anden end dig!
Og en anden Gang. ogsaa i et Selskab, hvor der blev budt
Cigaretter omkring. Da var Henrik kommen hen til hende med
en Cigaret, som han selv havde rullet, og hun havde slaaet ham
Cigaretten af Haanden og havde taget en anden Cigaret fra en
ung, skægløs Fyr og havde fjaset videre med ham.
Ja, hun var gaaet saa vidt, at hun engang, da de gjorde
Maanedsregnskabet op og ikke kunde faa det til at stemme, havde
sagt, at han nok havde hemmelige Fruentimmerudgifter, han, som
andre Mandtolk.
Det forfærdede, sjælsbedrøvede Blik, hvormed han dengang,
som i et Lynglimt, havde set paa hende; det Blik vilde hun have
over sig i sit Livs sidste Stund.
Nej — hun kunde ikke holde ud at tænke videre! Der var
Legioner af Erindringsbilleder, og det ene var værre end det andet.
Tænk for en lumpen Sjæl hun maatte være. At hun først
nu. da en anden var traadt mellem hende og Henrik, havde faaet
Øje paa det virkelige Forhold.
Saa elendig hun havde været i alle Henseender, uordenlig,
sjusket, ja rent ud griset. Havde ladet Børnene skøtte sig selv.
Ladet Marthe og Hjælpepigen skalte og valte med dem og
det hele.
Aa. du lumpne, lumpne, dovne Sjæl!
Og dog havde hun elsket Henrik. Ham og ingen anden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
