Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Amalie Skram: Post festum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Post festum.
833
Hun havde ikke kunnet tænke sig Livet leveligt uden ham og
hans Kærlighed. Hans fulde, hele Kærlighed.
Hvis han ikke var glad i hende, hvis han ikke uafladelig i
Blik og Ord og Kærtegn gav hende sit Bifald, saa var det, som
hun sank i en Afgrund af Tomhed og Livslede.
Og i den sidste Tid havde hun siddet paa Bunden af netop
denne Afgrund.
Hvad hjalp det, at andre syntes om hende?
Henrik maatte til.
Han var og havde altid, saa længe hun havde kendt ham,
været den, som for hende havde givet Livet Glans og Indhold.
Men var dette alligevel Kærlighed?
Kærlighed var jo noget, som gav og ikke tog. Som ikke
søgte sit eget.
„Ingen haver større Kærlighed end denne, som sætter sit
Liv til." —
Det randt igennem hendes Sjæl, at hun aldrig havde vidst,
hvad Kærlighed var, og hun stivned i Skræk.
Ja — saadan var det. Hun havde aldrig, aldrig vidst, hvad
Kærlighed var. Hun havde kun fordret og taget — taget og
fordret. Og aldrig givet.
Naar var der nogensinde fra hende kommet et Glimt af
den Sjælens Ydmyghed, som Kærligheden, hvis den var Kærlighed
og ikke bare Forfængelighed og Selvkærlighed, nødvendigvis
maatte skabe?
Aldrig!
Hun havde været kaad og ond og hævngerrig. Besk og
trættekær og egenretfærdig.
Men hvorledes havde hun kunnet tænke sig, at hun paa
den Maade kunde blive ved at beholde Henriks Kærlighed, naar
hun aldrig, aldrig gjorde andet end med Fødder og Hænder at
skubbe den fra sig? I denne Stund, da hun laa der og graad de
brændende bitre Taarer, kunde hun ikke fatte det. Ikke fatte
eller begribe sig selv.
Hun havde formodenligt tænkt, at Henriks Kærlighed var
noget saa selvfølgelig umisteligt som hendes eget Legeme, saa længe
hun var i Live.–-
Men var der ikke Tid endnu?
Hun pressede de foldede Hænder mod sit Bryst, og hendes
Indre fyldtes af en bange Iver, en skælvende Taknemmelighed
Tilskueren. 1896. 54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
