Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Emil Hannover: Kvindeidealets Udvikling i den italienske Malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
856
Kvindeidealets Udvikling i den italienske Malerkunst.
Uberørthed af menneskelige Lidenskaber, mod hvilke Klostrene
forskansede sig bag deres Mure. Men end ikke for dette Billed finder
Tidens Kunst Tidens poetiske Udtryk. Hun er for Middelalderens
ortodokse Poeter Blomsten af Kvinden, Blomsternes Blomst, baade
Rose og Lilje. Hun lignes ved Palmen, der rækker mod Himlen,
og hvis Grene er Sindbilleder paa Fest og Sejr. Hun lignes ogsaa
ved Cedren, fordi hun højner sig over alle Mennesker som Cedren
over Skovens andre Træer. Hun lignes videre ved Terebinten,
under hvis tætte Løvværk vildfarende søger Ly eller Skygge. Fordi
hun er Freden, Naaden og Barmhjertigheden, er hun Olietræet,
der bærer den lægende Frugt. I Højsangen udbryder Sions Døtre:
.Hvem kommer dér lig den gryende Morgenrøde, skøn som Maanen
og straalende som Solen." For Middelalderen er hun desuden
Stjernen — Jacobs Stjerne, Havets Stjerne eller Morgenens Stjerne
— og det er hendes Lys, der ender den lange Nat og aabner
Sangfuglenes Næb og Blomsternes Kalke.
Alle disse mere eller mindre sanselige Lignelser samler sig
til et usanseligt Billede af det rankeste, det fagreste, det lyseste,
det mildeste, det ædleste, som Tanken kan forestille sig, men som
Middelalderens Madonna-Ideal i Malerkunsten kun daarlig dækker.
Den Glans, hun byder Blikket, er mest en ydre, som straaler fra
den Guldgrund, mod hvilken hun næsten altid tegner sig, fra
Guldglorien om hendes Hoveds gyldne Haar, fra gyldent Sir paa
hendes kostelig stukne Kappe. Det er de senere rige Mosaikers
Tid, det er ogsaa de prægtigt guld- og farvesmykte Manuskripters
og Emaillekunstens bedste Tid, hvor intet Materiale var for
kostbart som Erstatning for det aandelige Materiale, der næsten var
gaaet ganske ud af Kunsten.–
Saa sker det en Dag i Florens, omkring det Aar 1280, at
hele Staden er paa Benene for at tage Del i en Procession, hvis
Lige man endnu aldrig havde set. Det er Cimabues store, ny
Madonna-Billed, der under Paukers og Trompeters Lyd
højtide-ligen overføres fra Kunstnerens Hus til Kirken Santa Maria
Novella. Nutiden har ondt ved at fatte, at netop den store Mængde
mødte det ny i dette Kunstværk med saa megen Forstaaelse og
Begejstring. Thi det er i hele den ydre Anordning i høj Grad
byzantinsk. Men sammenligner man denne Madonna eller andre
Madonnafremstillinger — navnlig i Assisi — af Cimabue med de
tidligere italienske Madonnaer fornemmer man klart, at han har
været den første, som, gennem Studier efter Naturen og endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
