Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Vald. Vedel: Filologisk Litteraturforskning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Filologisk Litteraturforskning. 895
Forfatteren som det blanke Punkt, Mystikerne bliver ved at stirre
paa, indtil hele Tilværelsens Indre spalter sig for Blikket. Han er
begyndt med langsomt — Ord for Ord, Linie efter Linie — at
tilegne sig denne Tekst, med en Grad af Tilegnelse, almindelige
Læsere ikke kender, — at holde den paa Tungen, holde den inde
i Øret, indleve den i sig. De vage Helhedsindtryk, man ellers
nøjes med, opløser sig herunder i en Sum af Enkeltfornemmelser
og Enkeltindtryk, der saa at sige lyttes frem til Selvstændighed
ud af deres beskedne Koristrolle. Hvad der indvindes herved i
gennemtrængende Forstaaelse af Poesien og dens Virkemidler, det
siger sig selv. Det er ad denne Vej, en virkelig Poetik maa
bygges op.
Dernæst søges Digtets Skabelsesproces udredet ad samme
filologisk eksakte Vej, ved at Teksten sammenstilles med andre
Tekster. Med Digtets Ord i Øret og paa Tungen gennemlæses
grundig de Bøger, som Digteren vides eller kan formodes paa
Af-fattelsestiden at have haft Kendskab til paa første eller anden
Haand. Og nu melder sig allehaande ’Genkendelser: hist en
Vending, her en Rytme, der blot en Farvelægning eller et
Tonefald. Alle Vegne fra kræves der Laan tilbage fra det arme Digt,
der er under Behandling. I Steffens’Forelæsninger er der „Glimt"
paa „Glimt"; „Guldhornene" maa give deres Glimt tilbage, hvor
de er komne fra. I et Brev, Steffens tre Aar tidligere i Tyskland
har skrevet til A. W. Schlegel, findes der en Variation over et.
Goethesk Vers: „Elende Affen! — feilschen und gaffen — graben
und pochen, — schmelzen und koehen osv. Men inde i Øret er
der jo allerede denne hæsblæsende Rytme, malende samme
geskæftige Travlhed: „De higer og søger — i gamle Bøger — i
oplukte Høje — med speidende Øje" Altsaa: Steffens maa i sin
glorværdige Samtale med Oehlenschläger have erindret sig denne
gamle Improvisation og citeret den igen; derfra er den gaaet over
i Digtet. Hvilket poetisk Gehør og hvilken æstetisk
Gourmandgane der er fornøden for en saadan subtil Genkendelsesvirksomhed,
det siger sig selv; og ligesaa, hvilke eksakte og overbevisende
Dokumenter den giver Litteraturhistorien i Hænde, hvor denne
tidligere altfor meget har nøjedes med vage Lighedsfornemmelser
mellem denne og hin Digter, denne og hin Digtning.
Her maa imidlertid den første Randglose sættes til Metoden.
Ligesom der allerede ved dennes første Punkt: den vedholdne
Fordybelse i det enkelte Digt, jo unægtelig er den Fare, at man stirrer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
