Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Vald. Vedel: Filologisk Litteraturforskning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8%
Filologisk Litteraturforskning. 298
alt muligt ud af sit eget ind i Teksten (som man kan faa
allehaande Figurer og Landskaber ud af en Blækklat ved at glo
tilstrækkelig længe), saaledes er der ogsaa en ikke ringe Fare ved at
sætte losrevne Tekster op ved Siden af hinanden og af Ligheder
mellem dem bygge Forbindelser op. Ord og Rytmer er Udtryk
for Tanker og Stemninger, og jo mer de er værd, des mer
naturlige og nødvendige Udtryk er de. Hvor et filologisk Øre tror at
høre en direkte rytmisk og sproglig Overførelse fra Tekst til Tekst,
vil mangen Gang et almindeligt Blik paa hele Tidens aandelige
Liv kun kunne se yderst naturlige, næsten nødvendige
Paralleludtryk for fælles Tankeretninger og Sindsstemninger. For at blive
ved et af de nævnte Eksempler: denne vimse, geskæftige Travlhed
uden Ro eller Tanke for „det ene fornødne", — den har i
Virke-heden rumsteret i alle de yngres Opfattelse paa den Tid som
det Billede og den Rytme, hvori den ældre Slægt, hele det 18de
Aarhundrede, stod for dem. De to Langelændere i deres Kavajer
paa Københavns Gader, Oehlenschläger som „en Longobard", —
„fra Barndommen af vant til at være alene, til at tie", — imellem
de københavnske Skoledrenge, den unge Mynster, som ikke kan
holde det ud 1 Broderens Omgangskres med dens vittige
Persiflage-tone. den unge Grundtvig... de føler sig alle som fremmede,
naturelforskellige overfor baade Rahbeks og Kammas Egernlivlighed,
Baggesens Flagren, hele Oplysningsskribenternes Myretue. Saaledes
følte ogsaa de forskellige Krese af yngre i Tyskland sig i Forhold
til den tidligere Nicolaiske Tid. Denne Synsmaade og Følemaade
maa meget naturligt, næsten nødvendigt hos digteriske Begavelser
give sig netop den kunstneriske Udtryksform, som er fælles for
det Goethe-Steffenske Vers og „Guldhornenes" Begyndelse. Man
kan derfor sige, at selv om der tilfældig skulde være en direkte
Forbindelse mellem de to Tekster, er den en temmelig uvæsenlig og
ligegyldig Ting i Sammenligning med det dybere fælles
Aands-indhold, som er Hovedsagen. Naar vi saa tilmed i „Erik og Roller*
fra lige før Mødet med Steffens finder hos Oehlenschläger en
beslægtet Passus som denne: „Som du — vi tænde og brænde. —
true og lue, — stræbe og dræbe, — fordunkle og funkle", — saa
synes den hele filologisk konstruerede Forbindelse endnu mere
overflødig.
Men den filologisk eksakte Metode gaar videre og vil ogsaa
ad andre „eksakte" Veje forklare Digterværkets Tilblivelse. Man
skaffer sig nøje Rede paa alle Digterens personlige Forhold og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
