Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Vald. Vedel: Filologisk Litteraturforskning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
898
Filologisk Litteraturforskning. 898
ineksakt. Historikerens Redelighed er først og fremmest en
Erkendelse af, hvad han ikke ved, Historikerens Fantasi især en Evne
til at tænke sig mange, forskellige Muligheder; men begge disse
Egenskaber maa ofte føre til, at man giver Afkald paa at finde de
nøjagtige Enkeltbestemmelser og nøjes med de store, sikre og
tydelige Almentræk. Man kan i det store og hele ud af de Selvbiografier
og de Breve, vi har, og ud af et almindeligt Kendskab til Tidens
Liv og Litteratur forklare sig den unge Oehlenschlägers aandelige
Genesis, men Eksaktheden hører op, naar man vil gaa i Detaillen.
Hvad man kan konstatere, bliver desuden i alt Fald efter Sagens
Natur altid kun det, som er gaaet forholdsvis „raat og ufordøjet*
fra Øre til Pen; kun del er haandgribeligt, eksakt, kan tages og
føles paa. Men det er alt det uhaandgribelige. der regerer Verden.
Filologen kan sort paa hvidt give os de rent punktuelle, litterære
Spor, Novalis og Tieck har sat sig i Oehlenschlägers Digtning; men
nogle af de mest gennemgribende Indflydelser lader sig ofte ikke
saaledes direkte filologisk paavise. Hvad Ewald har virket i den
unge Digtersjæl, lader sig maaske ikke mange Steder ligefrem høre
ud af de Oehlenschlägerske Tekster, men har derfor ikke mindre
gennemgribende Betydning. Og saaledes ogsaa hele den halvt
borgerlige, halvt Goethe-Schillersk ideale Humanisme, i hvilken
Mynster-Ørstederne levede og aandede, og hvori Oehlenschlägers
Digtning bunder. Virkelighedsbilledet bliver overalt meget ineksakt.
naar Videnskaben ikke vil tage andet med, end hvad der kan
udtrykkes eksakt.
Alle den filologiske Metodes Fortrin og Farer træder frem i
fuld Belysning, hvor Vilhelm Andersens Bog fremstiller Guldhornenes
Tilblivelse ud af Steffens’ og Oehlenschlägers lange Samtale og
udlægger Digtets hele Aand. Her er den inderligste, gennemtrængende
Fordybelse i Teksten, indtil alt, hvad en rig Digteraand i fuldeste
Inspiration kan have lagt ind i Hornene, igen med dyb poetisk
Sans er tømt ud af dem. Men der er ogsaa en Stirren sig blind paa
de simpleste, mest gennemsigtige Vendinger, indtil en ung Mø, der
hendanser „og paa Elskov grubler — og snubler", bliver til en
Forkyndelse af Novnlis’ Tro paa Elskov som al Poesis, al Religions,
al Visdoms Begyndelse og Ende. Og her er videre den mest
slaaende Dokumentation af det stilistisk og rytmisk nye i Digtet
og dets Ideindholds Overensstemmelse med adskilligt i tysk Romantik.
Men der er ogsaa utvivlsomt alt for sindrigt og udholdende læst
meget større Overensstemmelse ind i Teksterne, end det uhildede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
