Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- November—December
- Henri Nathansen: Mod Aften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mod Aften.
949
Hans Tanker gik et Stykke frem ad samme Vej. Saa vendte
de bråt om og gik en ganske modsat. For saa atter at slaa ind
paa den gamle — frem og tilbage, paa Krys og paa tværs, atter
og atter. Og stadig för Toget fremad hurtigere og hurtigere, mens
hans Tanker boltrede sig mellem hverandre mere og mere uroligt,
jo nærmere han rykkede Maalet.
* *
*
Det lakkede mod Aften. Lund havde sagt Farvel til gamle
Fru Wang, der havde lagt Beslag paa ham den meste Tid af Dagen,
saa at han bogstaveligt talt ikke havde været to Minuter alene
sammen med Edith. Nu stod han med bankende Hjerte og hede
Kinder ude paa Vejen og ventede. Hun havde lovet at følge ham
et Stykke paa Vej. — —
Snart slog Afgørelsens Time! — Han saa paa sit Ur. Naar
den lange Viser havde drejet sig en Omgang rundt — sad han saa
i Toget og kørte som forlovet Mand hjem mod et fremmed Land?
Eller betænkte han sig maaske alligevel i sidste Øjeblik og kørte
hjem, som han kørte ud — fri, ubekymret — — sig selv —–
hjem til sine egne Lande. —
Der havde været noget besynderligt indtagende, hyggeligt,
hjemligt over hende i Dag, naar hun færdedes om ham og sin Moder.
Blot Maaden, hvorpaa hun tog gamle Fru Wang om Halsen og
kyssede hende efter Middagsbordet — skød en Skammel ind under
hendes Fødder eller lagde et Sjal om hendes Ryg nede i Haven:
Rørende — virkeligt rørende! —
Det kunde ikke nægtes — det var længe siden, han havde
følt sig saa vel tilpas, saa hjemme. Ja — følt sig hjemme, det
var Ordet. Da han sad derhenne ved det brede Vindu ud mod
Vejen, mens Edith og Fru Wang sad overfor ham med deres
Haand-arbejder — hvor mindede det ham ikke om hans Moders Stue for mange
Aar tilbage. Filérnaalen, der gik ud og ind, frem og tilbage, Kappen
med den hvide Fjer og de lilla Baand, det dæmpede Lys, de dæmpede
Lyd, Duften af Roserne i Vinduet og den gyldne Solstribe, der
lyste inde i Stuen ved Siden af. — — Mærkværdigt nok — han
huskede ikke, om der hjemme hos ham selv nogensinde var en
Solstribe, hvori Støvet dansede. — —
Der havde-været noget saa mildt, ja næsten hjerteligt over
Edith i Dag. Hendes Haand tog saa let og blidt paa alt. Hendes
Gang var saa fri og dog saa sikker og harmonisk. Og hun selv!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 03:43:37 2023
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1896/0951.html
