Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Henri Nathansen: Mod Aften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
950
Mod Aften.
Ja — hun var en smuk, en meget smuk Pige. Ingen skulde
kunne se paa hende, at hun var henad de tredive. Hun vilde
pynte op i et Hjem — — i hans Hjem. Det svære, brune Haar,
der faldt i bløde Bølger ned over Tindingerne og sad i en fyldig
høj Knude i Nakken, fremhævede virkningsfuldt den blege, næsten
hvide Teint. De graablaa Øjne under Brynets fine Streg var bløde
og dybe i Farven med et Anstrøg af — — var det Længsel eller
Tungsind? Og den smalle, lidt blege Mund kunde smile saa
forunderligt fjernt — saa mildt–saa mildnende!–
Men hvorlænge? Hvorlænge vilde det altsammen vare? Hvem
vidste, hvad der laa skjult under de længselsfulde Øjne, under det
milde Smil? — — — Holst havde maaske dog Ret. Hvad kendte
man — hvad vidste man i Grunden, naar det kom til Stykket? —
Edith Wang stod oppe paa Verandaens Trappe i Færd med
at trække en Handske paa. Høj, slank og rolig i Aftnens dybe
Sollys. Paa det brune Haar sad højt til Vejrs en lille engelsk
Straahat med et hvidt Silkebaand om Pullen.
Lund følte en let Skælven i sine Knæ, og Blodet stemmede
for hans Bryst, da hun gik ham i Møde. — — Kom hun ikke som
en Aabenbaring ned imod ham med sit fine, betagende Smil?
Hvorfor ikke gribe til — tage hende, inden det var for silde–
og saa faa Fred!–
De gik hen ad Vejen, og Lund iagttog med en Følelse af
Velbehag, hvorledes Edith Wang med en elegant Bøjning i
Haand-leddet løftede den hvide uldne Kjole, saa at han lige kunde skimte
en smal gul Støvle, der sluttede stramt om en høj Vrist og en fin
Ankel. — —
Hendes Tale lød saa dæmpet med en Understrøm af noget
blidt overbærende, navnlig i hendes Dom om andre. Han syntes,
at selve hendes Stemme, hendes fornemme Ro, hendes blotte
Nærværelse virkede beroligende paa ham. Selv naar hun tav, syntes
han, at der var en besynderlig Utvungenhed, Intelligens over hende.
Hun tænkte aabenbart ikke paa, at hun tav! — —
Det forekom ham, at han gik lettere, mere spænstigt end
ellers. Eller var det hendes Selskab, der gjorde Vejen kort og
Gangen let? Ogsaa Samtalen faldt meget lettere, end han havde
tænkt. Hun kunde tale om ingenting, saaledes at man syntes, det
dog var noget. —
Nu og da mærkede han, at hans Stemme lød usikkert, og
at hans Svar var svævende, fraværende. Saa skyndte han sig at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
