Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Henri Nathansen: Mod Aften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
954
Mod Aften.
Hun tog sin Haand bort fra hans og vedblev:
— Maaske Lykken er gaaet forbi os begge. Den gaar forbi
saa mange. Der er ikke Plads til alle i Solen — nogle maa sidde
i Skygge.–
Derinde i Skyggen sidder jeg — og De — — hvor det vil
vare længe! Jeg sidder dér og drømmer mig ind i Solen, hvor
der er lyst og varmt, og hvor Fuglene synger. Jeg føler, at jeg
aldrig kommer derind — hverken ved Deres Haand eller ved nogen
andens. — — Jeg glemmes — er vel allerede glemt. —
Men dog kan jeg sidde derhjemme mod Aften og drømme
mig tilbage til Tiden, da der nu og da faldt en Solstraale, et
Haab paa min Vej — — min Ungdoms lyse Tid! — —
Lund saa paa hende. Hans Ansigtsudtryk var blevet gammelt
og træt. Saa sagde han, idet han rystede paa sit Hoved:
— Drømme sig ind i et Land — hvor man aldrig kommer? —
Hun sad et Øjeblik i Tanker og saa med et fjernt, sløret
Blik ud over de stille Marker:
Drømmer De Dem aldrig tilbage til Deres Ungdom — ønsker
Dem Tiden tilbage saa stærkt og tungt, skønt De ved, at den aldrig
kommer? Længes De aldrig efter Dem selv, som De var, da De
var ung og endnu havde Troen paa det, De haabed?
Lund sad en Stund og stirrede frem for sig. Saa sagde han
bævende og sagte:
— Frøken Edith–-kunde De ikke se Tiden an — prøve
Dem selv–og mig. Saa kunde jeg dog indtil da haabe–
Edith Wang rystede paa sit Hoved. Saa sagde hun:
— Nej–aldrig. Jeg kan intet love Dem, vil intet love,
fordi jeg ved, at jeg ikke kan holde det. Min Lykke kunde jeg
dog aldrig slaa af paa. — Jeg vilde have alt, eller intet–og
jeg fik intet. Selv om De kunde elske mig — — elskede mig —
hvad hjalp det mig saa! Ogsaa jeg vilde jo elske den, som elsked
mig. Han maatte være min, som jeg var hans. Alt mit — og
alt hans!
Lund havde atter bøjet sit Hoved. Det lød saa dumpt, da
han sagde:
— Men Tiden vilde dog gøre alt mindre, jævne alt. De maatte
jo engang nøjes med mindre end alt.
— — Jeg kunde aldrig tænke mig fremad, naar jeg elsked
— sagde hun. Paa Tiden, der vilde gøre mig og min Kærlighed
ældre og jævnere. Den vilde jo komme — hvornaar og hvorledes,
hvad brød jeg mig om at tænke derover? Jeg vilde ikke tænke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
