Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Ludv. Holstein: Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
958
Litteratur.
sig længere og længere bort. Vi hører tilsidst kun Stemmen, som
bliver ved med at tale til os ud fra Mørket. Men i den er hun.
Ellers faar vi hende kun i hastige Glimt. En Bevægelse
fæstner hende i Hukommelsen. Et Udtryk i Ansigtet bliver
staaende, indtil det skifter med et andet, som saa bliver staaende.
Saaledes ser Fortælleren hende selv, og det er hans Kunst, at vi
kommer til at se hende paa samme Maade. Husker vi ikke den
Kvinde, som vil kysse? „Nu vil jeg kysse, nu ved jeg ikke, om
jeg i mit Liv kommer til at kysse flere Gange, og derfor vil jeg
kysse — jeg vil, jeg vil!"
Eller tænk paa hende, da hun er lykkelig. „Hun var blevet
langsommere, som om hun nød sin Lænds Vuggen, tavsere, som
om hun hørte efter, hvordan hendes Bryst aanded." Eller da hun
betragter sit Ansigt i Spejlet og kommer løbende. „Hun bar sig
ad som en Hund, der har været forvildet og har fundet sin
Herre." Man fristes til at blive ved med at citere.
Naar vi lukker Bogen, har vi ikke noget fast Billede, kun
et tonende Indtryk, men som er mere værd end noget Billede.
De andre Personer i Bogen er kun til for at give dette Indtryk
dybere og mangfoldigere Resonnans. Bodo, Ægtemanden,
Fortælleren, de er kun noget af hendes Liv, vi faar ingenting at vide
om dem, de eksisterer kun, for at hendes Væsen skal brydes i
deres, klinge i dem og fra dem. Men Rebekka selv — hun er en
Kvinde, som elskes af tre Mænd; men hun er mere, hun er noget
af det evige aabenbaret i en Kvindes Sjæl.
Man skal jo nødig agere Spaamand, særlig i disse Dage,
hvor der er saa mange af dem. Men jeg skulde tage meget fejl,
om Obstfelders lille Bog ikke alligevel er et af de Tegn fra
Digtningens Himmel, som mange unge og yngre vil lytte langt efter.
Virkningen skulde dog nødig blive en blot og bar udvendig
Efterligning. En Bog bliver jo hverken sjælfuld eller dyb, fordi
Forfatteren paa hver Side siger Sjæl tre Gange og forsikrer os
ret ofte om, at hans Ord kommer fra det dybeste dybe. Sjæl
taler kun til Sjæl, kun de dybe faar Bud fra Dybet. Det er
selvindlysende Sandheder, men man ser undertiden, at de glemmes.
Hvad kan vi da lære af den unge Nordmand?
Danmark er jo et fladt og aabent Øland. Hvad skal
erstatte os Stilheden, Ekkoet, — Kirken med det store Lydfang? Vi
kan vel ikke i al Evighed blive ved med at rime „Øjne blaa" paa
„Blomster smaa".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
