Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
964 Teatrene.
minde Publikum om, at nu vilde der blive budt det noget
ejendommeligt. Hvad skulde Teatret have søgt? At faa Stykket til at
tage sig saa virkelighedstro ud og saa historisk, som dets Forfatter
utvivlsomt har indbildt sig. at det var. Teaterkunst er jo
Fortolknings- og Forvandlingskunst; den skal trænge ind til Digterens
Hensigter og udfylde, afdæmpe, rette, hvor Digterens Evner har
slaaet Klik. Altsaa: Modeller fra vor Tids usleste Almue og fra
den Del af Borgerskabet, som har bevaret sig mest uberørt af
moderne Kultur! Et Billede af en lille Menneskeverden, hvis
Synskres var snævrere, hvis Tankegang var enklere, stædigere,
stumpere, end den som oftest er nu til Dags, og hvor alle
Lidenskaber, og alle deres Udtryk, var baade grovere og mere
fremfusende! Mænd, der sloges for Spas og trak Kniven for en
Antydning af et ondt Ord, Kvinder, der nok kunde være baade kuede
og kælne, men som bar deres Kuethed og deres Kælenskab paa
runde Skuldre og brede Hofter! I Stedet for — hvad viste Teatret
os? Nogle pæne Medlemmer af københavnsk Bourgeoisi fra 1896,
som var trukne i Maskeradedragter og sagde Ting, de havde lært
eller ikke-lært udenad. Stykkets kvindelige Hovedfigur, en løsagtig
Stoddertøs, flunkede om i fiks Esmeralda-Dragt og viftede blidt med
den heiberg-hostrupske Vaudevilles Skælmeri og Vemod. Tøsens
Moder, en nidfyldt, hysterisk gammel Sjokke-Dorthe, havde
rigtignok faaet syet Lapper paa sit Skørt og var blevet malet i Ansigtet;
men Gestus og Minespil og Diktion var som hos en synsk Pythia udi
Fru Postmesterinde Mortensens Lignelse ved Klubben „Det gode
Sindelag "s aarlige Velgørenhedsforestilling. Hvilken Uforstand i
Rollebesætning og Indstudering, hvilket Dilettanteri i Udførelsen!
Frk. Antonsens tandløse Klynke-Kærling humpede et Øjeblik
over Scenen som et Fingerpeg om, hvad det havde gældt, og
som en Kritik over, hvad der var blevet budt.
Og saa én Ting til. Det aller elementæreste ved en
Iscenesættelse er, at Handlingen bliver lagt klar for Tilskuerne. Hver
Gang et nyt Motiv skydes ind, som betinger Handlingens Forløb
og Afslutning, maa det gøres tydeligt, at her er et nyt Motiv.
Vi skal faa det paa Fornemmelsen, at nu siges eller sker der noget
vigtigt, saa at vi i det mindste bag efter kan forstaa, at som det
gik Personerne, saadan maatte det gaa, naar Forholdene var, som
de var. I Trolddom er Motiverne kastede sammen hulter til bulter paa
nogle faa Sider. Det er tit Tilfældet i Arbejder, hvis Forfattere! har
haft større Hang til teatralsk Effekt end just dramatisk Begavelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
