Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Litterært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89 Litterært Rundskue
nemførelse af Stilprincipet er her, som ellers, en nødvendig
Betingelse for den kunstneriske Virkning. Som al anden Stilisering
har ogsaa denne til Opgave at vise os Virkeligheden fra en ny,
interessant Synsvinkel, at fremdrage til dybere Forstaaelse en Side
af Virkeligheden, som man ellers ikke kunde faa saa godt fat paa.
Og ingen bør nægte, at den Maeterlinckske Kunstform er egnet til
at belyse visse Sider af Livets og Sjælens Gaader paa en
Maade, som ingen anden Fremstillingsmaade kan det.
Samlingen indledes med et lille, stilfærdig fordringsløst og fint
ironisk Proverbe, om man saa tør kalde det, — en Samtale
mellem Proprietæren og hans Søn Studenten, der pludselig har følt
Kald til at blive Officer. Det er fra 1890 og viser, hvordan
Forfatteren allerede dengang ud fra hele sin Poesis og sit Talents
Natur var noget paa Vej hen mod den Kunstform, som han siden
fuldfærdig optog fra det fremmede Forbillede. Men „Blod"
skader alligevel nærmest de efterfølgende Stykker, fordi det gør
Læserne det umuligt ikke hele Tiden over for disse at føie det ikke
frit indefra fødte, men tildels udefra tilegnede i deres Kunstform.
Naar man for sig selv oversætter „Kærlighed", „Da deres Moder
døde" eller „I tredje og fjerde Led" tilbage til samme mere jordisk
jævne Stil, hvori „Blod" var holdt, føles det, at i den Form kom
deres naturlige Poesi langt bedre til sin Ret i sin sære Finhed og
Motiverne blev langt mindre skruede og søgte, end de nu synes.
Hele den forsagende, overfølsomme Grundtone er ægte Steenbuchsk,
men Kunststilen fører den ud i saa affektert Sentimentalitet som
i „Søstrene". Den blinde Moders fintfølende Gætten, naar hun
f. Eks. længe har mærket paa Datterens Stemme, at hun er
kommen til at holde af nogen, er sanddru Virkelighedspoesi, men „den
ulykkeliges" synske Skarpsindighed er et tillært Maeterlincksk
Paradoks. Den hele diskret lavmælte og tilslørede Talestil er i og
for sig Forf. naturlig og ægte nok, men talrige Replikker som
„Den ulykkeligere „Jeg taler dæmpet, naar jeg er i Kirke", føles
ulideligt skabagtige. Saaledes er der baade Kunst og Poesi i
Steenbuchs Bog, men der er ikke rigtig organisk Enhed mellem det
poetiske Indhold og den kunstneriske Form.
Den debuterende H. Kiddes Samling „Sindbilleder"
holder sig, ligesom „Skæbner", oppe i en poetisk-ideal Stil, og har
i øvrigt samme søgt sindrige Motivvalg, samme sørgmodige og
ironisk følsomme Yndlingstoner som Sleenbuchs Bog. Det er smaa
Situationsbilleder, undertiden hentede fra den hverdagslige Virke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
